Regioner: Kemo-overdosering førte ikke til dødsfald

Skrevet af admin

08/07/2014

Dagens topnyheder

Kræftpatienter på tre sygehuse i Aarhus, Odense og Vejle kan have været udsat for øgede bivirkninger, efter de tidligere på året ved en fejl fik for store doser kræftmedicin. Overdoseringen har sandsynligvis ikke ført til overdødelighed blandt patienterne.

Det konkluderer en undersøgelse, som Region Midtjylland og Region Syddanmark har bedt eksperter på Oslo Universitetshospital om at lave.

- Selvom der ikke kan påvises nogen overdødelighed i denne sag, tager vi den meget alvorligt.

- Den understreger, at vi arbejder med et område, hvor små fejl kan have store konsekvenser. Vi beklager dybt de gener, det har ført med sig, siger sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, i en pressemeddelelse.

I alt fik 107 kræftpatienter for store mængder af stoffet cabazitaxel, som blandt andet bruges i behandlingen af patienter med prostatakræft. Selv i korrekte mængder kan stoffet give alvorlige bivirkninger, og de kan være blevet forstærket af de forhøjede mængder, viser undersøgelsen.

Fejlene skete på sygehusapotekerne på henholdsvis Aarhus Universitetshospital, OUH og Sygehus Lillebælt i Vejle. Sundhedsstyrelsen understreger i sin rapport om forløbet, at hvis sygehusapotekerne havde fulgt vejledningen på indlægssedlen, var fejlen ikke sket.

Undersøgelsen fra Oslo konkluderer, at effekten af den behandling, som kræftpatienterne har modtaget, ikke er blevet forringet af de forhøjede doser medicin.

- I rapporten kan jeg se, at medarbejderne har handlet efter bogen og sat dosis ned, hvis patienterne har vist tegn på øgede bivirkninger. Det betyder, at dosis i nogle tilfælde blev reduceret til det, den egentlig skulle være, siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, i pressemeddelelsen.

Sundhedsdirektør Ole Thomsen i Region Midtjylland understreger over for Ritzau, at regionen, siden sagen kom frem, har brugt ekstra ressourcer på at holde øje med medicinproducenternes hjemmesider, hvor man kan følge med, hvis der ændres i doserne.

Men det er kun en midlertidig løsning, indtil regionerne, myndighederne og producenterne i fællesskab har fundet en holdbar løsning, understreger Ole Thomsen.

De 107 kræftpatienter, hvoraf 104 var i behandling for prostatakræft, fik mellem 16 og 21 procent for høje doser.

/ritzau/