Rema 1000 under nyt angreb

Skrevet af Mathias Busekist

23/03/2021
Det er anden gang på under seks måneder, at dagligevarekæden Rema 1000 er kommet under angreb.

Mest læste i dag

Dyreværnsforeningen Anima har lanceret et nyt angreb mod Rema 1000. De kritiserer daligvarekæden for at sælge for mange Ross 308-kyllinger - også kaldet turbokyllinger. 

De mener, at Rema 1000 er for langsomme til at udfase salget af Ross 308-kyllinger til fordel for bedre dyrevelfærd.

Anima indledte angrebet mandag morgen i form af helsideannoncer i 18 medier. Det har de dog valgt at udvide til 200 reklameskilte, tusindvis af plakater i 40 byer samt store bannere.

Det skriver B.T. 

"Det er hyklerisk, pinligt og trist, at Rema 1000 sælger så mange turbokyllinger. Efter vores oplysninger er Rema 1000 den enkeltstående kæde, som kører flest turbokyllinger over kassebåndet om året," siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationsdirektør for Anima, til B.T. 

Thorbjørn Schiønning fortæller endvidere, at det ikke blot er Rema 1000, deres kampagne kigger på, men derimod hele dagligvaremarkedet. Det er dog Rema 1000, der sælger flest, hvorfor man langer kraftigt ud efter netop denne kæde.

Kampagnen mod Rema 1000 blev i første omgang startet i oktober 2020. Der blev gjort brug af samme tiltag som nu, men man valgte også dengang at demonstere foran udvalgte Rema 1000-butikker. 

Hos Rema 1000 kan man dog ikke helt forstå, at man fokuserer så meget på netop deres kæde. 

"Jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor de har valgt os ud. Jeg kan ikke se, at vi ligger bagest i feltet på det her område," siger Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000, til B.T. 

Jonas Schrøder fortæller endvidere, at man har udfaset seks turbokylling-varer, hvorfor man nu sælger kylling med dyrevelfærdsmærke og økologisk kylling. 

Han fortæller slutteligt, at 38 procent af deres kyllingesortiment består af kyllinger, der har det bedste dyrevelfærdsmærke - tre hjerter. 

"Derfor viser vores udvidelse af sortimentet med mere kyllingevelfærd også, at det er den vej, vi vil gå. Men vi skal tage hensyn til producenterne, så de kan nå at omlægge produktionen," siger han til B.T.