Rigspolitiet har valgt at hæve det nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab".
Det bekræfter vagtchef ved Nordsjællands Politi Michael Gaml over for Ritzau.
Han ønsker dog ikke at udtale sig yderligere om oplysningen.
På spørgsmålet om, hvorvidt han kan bekræfte et forhøjet beredskab, svarer han "ja".
Spurgt til, hvad ændringen konkret betyder, tilføjer han:
- Jeg kan ikke kommentere de konkrete ting. Der henviser jeg i stedet til Rigspolitiet, siger Michael Gaml til Ritzau.
Beslutningen skulle være taget tirsdag aften i kølvandet på en række angreb i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor 129 mennesker mistede livet fredag.
Ekstra Bladet skriver, at valget er truffet, fordi Rigspolitiet har vurderet, at der efter angrebet i Paris er en øget risiko for terror i Danmark. Beslutningen er således ikke taget på baggrund af efterretninger om specifikke terrortrusler.
Avisen har været i kontakt med Rigspolitiet, men her vil man hverken be- eller afkræfte oplysningen.
- Vi har ingen kommentarer, siger kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen.
Lørdag oplyste Politiets Efterretningstjeneste (PET) ellers, at de blodige angreb i Paris ikke umiddelbart havde givet anledning til at ændre på beredskabet i Danmark.
PET slog dog fast, at man løbende ville vurdere konsekvenserne, som hændelserne i Frankrig kan have for trusselsbilledet i Danmark.
- Foreløbig er vores vurdering, at situationen i Danmark er uændret, og at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Danmark er i forvejen i forhøjet beredskab, sagde Finn Borch Andersen, konstitueret chef for PET, lørdag aften i en pressemeddelelse.
Efterretningschefen tilføjede, at PET er i tæt kontakt med relevante danske og udenlandske myndigheder om situationen.
Tidligere lørdag kom samme melding fra Rigspolitiet.
Alle landets politikredse fik til gengæld besked om at være ekstra på vagt efter blodsudgydelserne fredag aften.
- Rigspolitiet har kontaktet alle politikredse, som har skærpet opmærksomheden efter anslagene i Paris, sagde rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg lørdag formiddag i en skriftlig udtalelse.
/ritzau/