Tinkoff-Saxo-rytteren Michael Rogers stod til at få en dopingkarantæne, men australieren slipper for karantæne, meddeler den internationale cykelunion, UCI.
Det er en ny drejning i sagen, efter at UCI i december midlertidigt suspenderede Michael Rogers efter fund af spor af et forbudt stof.
En dopingprøve taget 20. oktober i forbindelse med cykelløbet Japan Cup, som Rogers vandt, viste spor af det forbudte stof clenbuterol.
Efterfølgende har Michael Rogers forklaret til UCI, hvordan det forbudte stof er kommet ind i kroppen, og UCI har godtaget forklaringen.
- Der er en markant sandsynlighed for, at stoffet clenbuterol muligvis er indtaget via noget forurenet kød fra Kina, hvor han havde deltaget i et løb før afrejsen til Japan, skriver UCI i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Michael Rogers ikke får karantæne, men blot mister sejren i Japan Cup.
Stoffet clenbuterol er meget brugt i madvarer i asiatiske lande. Og det er et stof, som UCI og det internationale antidopingagentur (Wada) flere gange har advaret imod.
Og det gør UCI nu igen. Unionen fraråder i forbindelse med Rogers-sagen alle ryttere at spise kød i Kina og Mexico.
Det var Wada, som sidste år oplyste, at der var indikationer, som kunne tyde på, at Michael Rogers havde taget doping.
Et Wada-laboratorium i Tokyo havde analyseret en urinprøve fra Michael Rogers, og den viste et unaturligt fund i form af det forbudte stof clenbuterol.
Michael Rogers var en vigtig brik på den nu tidligere holdejer Bjarne Riis' Tour de France-mandskab i 2013. Han var en god hjælper for holdkaptajnen Alberto Contador i Touren.
Sidste år blev 34-årige Michael Rogers samlet nummer to i det amerikanske etapeløb Tour of California.
Michael Rogers har kun kørt løb for Saxo-Tinkoff i 2013, men kan altså nu igen køre løb for holdet, der har Bjarne Riis som øverst sportslige ansvarlige. Rogers kom til holdet fra britiske Team Sky.
Tidligere i karrieren var han verdens bedste temporytter. Han vandt VM i enkeltstart i 2003, 2004 og 2005.
/ritzau/