Roskilde vil ikke have mellemlager for atomskrot

Skrevet af admin

11/03/2015

Mest læste i dag

Lige meget hvad Folketingets partier beslutter, skal de ikke regne med, at atomaffaldet fra Risø ved Roskilde Fjord kan blive liggende i et mellemlager i Roskilde. Kommunen vil ikke have det, fastslår borgmester Joy Mogensen (S).

Ordførere fra samtlige partier besluttede onsdag ved at møde med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) at skrinlægge forslaget om et underjordisk depot til atomaffaldet fra den gamle Forsøgsstation Risø.

I stedet vil de undersøge nærmere, om det radioaktive affald kan opbevares midlertidigt i et mellemlager i en årrække, indtil man er sikker på, hvordan det kan opbevares sikkert for eftertiden.

Men politikerne på Christiansborg skal ikke regne med, at Roskilde Kommune stiller op.

- Vi ved jo fra eksperternes udsagn, at Risøs omgivelser og anlæg er uegnet som opbevaringssted for atomaffaldet på længere sigt - og dermed naturligvis også som et mellemlager, hvor affaldet kan ligge i op mod 100 år, siger Joy Mogensen i en pressemeddelelse.

Det nuværende Risø-lager rummer 5000-10.000 kubikmeter radioaktivt affald af meget varierende farlighed. Men det er indrettet som en midlertidig løsning, der slet ikke miljømæssigt og teknisk er indrettet til mangeårig opbevaring, siger borgmesteren.

- Så hvis nogen tænker, at det letteste ville være bare at bruge Risø som mellemlager, vil jeg gerne understrege, at det går imod eksperternes anbefalinger.

- Anlægget risikerer blandt andet at blive oversvømmet fra havsiden, så også et mellemlager må placeres et andet sted end på Risø, siger Joy Mogensen.

Hun er skuffet over onsdagens møde mellem Folketingets partier, fordi de stadig ikke har afklaret atomaffaldets skæbne. Det vil tage et års tid at udarbejde en redegørelse om et mellemlager og kriterierne for, hvor der skal ligge. Samt en vurdering af prisen.

Et mellemlager skal være 20.000-30.000 kvadratmeter stort og være under permanent overvågning og bemanding. Løsningen ventes at blive betragteligt dyrere end et underjordisk slutdepot.

- Det er frustrerende, at processen dermed igen forhales, for der er jo ingen tvivl om, at en permanent løsning er at foretrække. Ellers giver vi opgaven med at håndtere atomaffaldet som hadegave til vores oldebørn, siger borgmester Joy Mogensen.

/ritzau/