Skimmelsvampen er boligkøbernes værste mareridt. Den helbredsskadelige svamp gemmer sig ofte bag tapeter og paneler, og den kan være umulig at opdage, når man som lægmand er ude at kigge på nyt hus.
”Vi har tidligere undersøgt, hvad vores brugerne på Boligsiden.dk frygter allermest at opdage, efter de har købt ny bolig, og skimmelsvamp topper listen. Det er noget, køberne er meget opmærksomme på. Men mange får ikke omsat bekymringen til handling, og så nytter det ikke så meget”, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Advokat og specialist i fugt og skimmelsvampesager samt boligrådgivning, Marie-Louise Pind fra Homann Advokater ser resultatet, når boligkøberne ikke får tjekket for skimmelsvamp i tide. Når huset er købt, skimmelsvampen viser sit grimme ansigt, og helbredsproblemer tager til i takt med problemerne med forsikringsselskabet, ender mange sager på Marie-Louise Pinds bord.
”Jeg har set mange alvorlige sager, hvor skimmelsvamp har ødelagt ikke bare boligen men også helbredet og trivslen for de mennesker, der bor der. Derfor kan jeg kun anbefale, at man undersøger boligen for fugt og skimmelsvamp, inden man skriver under på købsaftalen. Vælger man at købe boligen alligevel, ved man i det mindste, hvad man går ind til. Man kan også få indføjet et advokatforbehold i købsaftalen og betinge handlen af, at en byggeteknisk gennemgang ikke giver anledning til bemærkninger”, siger Marie-Louise Pind.
Med mindre du ser på en bolig med et meget tydeligt skimmelangreb, hvilket vil være sjældent, skal du ikke regne med at kunne se skimlen selv. Du bør derfor få en byggesagkyndig, der ved noget om fugt og skimmelsvamp, til at gennemgå huset for dig. Det er ingen garanti for, at der ikke kan være skimmel, men det giver dig de bedste chancer for at opdage det, hvis det er der.
”Pengene til den byggesagkyndige er givet godt ud. Som boligkøber står man over for sit livs største investering, og det er ens fremtidige hjem, det handler om. Sparer man en god rådgiver væk, kan det få alvorlige konsekvenser i sidste ende. I mine bolighandler rådgiver jeg derfor uden undtagelse til at få undersøgt ejendommen af en byggesagkyndig med forstand på fugt og skimmelsvamp, også selv om der foreligger en tilstandsrapport ved et huskøb”, siger Marie-Louise Pind.
Selvom du får tjekket boligen, inden du køber, er det ikke en fuldstændig garanti for, at der ikke kan gemme sig skimmel et sted. Da den byggesagkyndige ikke må foretage destruktive indgreb, når husets undersøges, kan det være svært at vide, hvad der gemmer sig i hulrum i væggen eller under gulvbrædderne i huset. Derfor bør du sammen med din advokat sikre dig, at du er dækket ind med de forsikringer, du har.
”Som køber af et hus bør man finde en advokat med forstand på boligrådgivning, der også har viden om ejerskifteforsikringer. Advokaten skal kunne rådgive om, hvilke skader der typisk ikke er dækket af forsikringen, for det er ikke i alle tilfælde, at en ejerskifteforsikring dækker skader på boligen som følge af et skimmelsvampeangreb. Det er en konkret vurdering i hver sag”, siger Marie-Louise Pind.
”Har man alligevel fået købt et hus med en alvorlig skimmelsvampeskade, bør man rådføre sig med en advokat, inden afslaget på forsikringsdækning accepteres. For min erfaring er, at det ikke altid er korrekt, når forsikringsselskaberne afviser skaden. Det har jeg mange eksempler på. En afvisning fra forsikringsselskaberne sker ofte med henvisning til at skaden er sædvanlig set i forhold til ejendommens alder. Og uanset hvad forsikringsselskaberne siger, er det ikke sædvanligt, at man skal forvente at købe et hus, hvor hele bygningsdele er angrebet af massive forekomster af skimmelsvampeangreb, og hvor husets beboere bliver syge af at opholde sig, heller ikke selvom huset er af ældre dato. Men som sagt er det en konkret vurdering i hver sag”, slutter Marie-Louise Pind.
Læs flere nyheder fra FinansBureauet her
Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk.