Selv de mest velkendte navne må forny sig på et tidspunkt.
Nu er det blevet tid til et markant skifte for en stor landsdækkende kæde, der har sat gang i en omfattende transformation på tværs af alle sine butikker.
Både butikkernes ydre, kædens navn og det visuelle udtryk har fået en gennemgribende opdatering – og sandsynligheden er stor for, at du snart selv vil lægge mærke til forandringerne, når du passerer en af de mange butikker.
5. maj blev Telia Danmark nemlig officielt til Norlys, og det præger også gadebilledet flere steder i landet, hvor de 30 Telia-butikker nu er trukket i Norlys’ rød-hvide farver.
Sådan skriver Norlys i en pressemeddelelse.
"Vores butikker ligger på nogle meget attraktive lokationer og er en rigtig god platform til at møde og servicere vores kunder på. Vi er sikre på, at vores butikker kommer til at spille en endnu større rolle i fremtiden, når kunderne kan nøjes med at gå ét sted hen for at finde løsninger, der dækker alle deres behov inden for energi- og tele. Derfor kommer vi også til fremadrettet at udvikle butiksoplevelsen," siger Kathrine Forsberg, direktør i Norlys’ kundeselskab.
Samtlige tidligere Telia-butikker har fået opdateret deres indretning og fået Norlys’ logo på facaden. Derudover har alle medarbejdere været gennem et træningsforløb for at lære de nye produkter og systemer at kende, så de er klædt på til at kunne give kunderne den rette hjælp.
Med 30 nye butikker har Norlys nu hele 35 butikker, som er fordelt over hele landet.
"Vi er landsdækkende energi- og teleudbyder, og derfor er det vigtigt for os at være fysisk til stede i hele landet. Ved at være en synlig og aktiv del af det lokale forretningsliv gør vi det let for vores kunder at stikke hovedet ind og få hjælp til de mere tekniske spørgsmål eller blive rådgivet til, hvilke løsninger der passer bedst til netop deres behov," siger Kathrine Forsberg.