Skibsejere bag Scandinavian Star var forfulgt af ulykker

Skrevet af admin

10/04/2016

Mest læste i dag

Mystiske skibsbrande, grundstødninger, olieudslip og modtagelse af forsikringssummer.

Det prægede selskaberne bag færgen Scandinavian Star i årene op til mordbranden i 1990, der kostede 159 mennesker livet, skriver Politiken.

Derfor vil den norske private ekspertgruppe, der med sin rapport fik branden på Scandinavian Star på norsk politis dagsorden, have undersøgt, om der kan være en forbindelse til katastrofen.

- I det omfattende materiale, som vi har overleveret til Oslo Politi, er der en oversigt over uheld og brande på skibe, som selskaberne bag Scandinavian Star opererede med i 1980'erne i Caribien og i årene efter, så politiet kan undersøge, om der kan være en sammenhæng med de påsatte brande på Scandinavian Star, siger skibsinspektør Gisle Weddegjerde, fra Stiftelsen Etterforskningen av Mordbrannen på Scandinavian Star, til Politiken.

Selskaberne Scandinavian World Cruises og siden afløseren SeaEscape havde i perioden 1983-1990 mindst tre større skibsbrande. Dertil kom den uopklarede brand på Scandinavian Star, da skibet i 1990 var på vej fra Oslo til Frederikshavn.

Officielt havde SeaEscape solgt skibet en uge inden mordbranden til den danske forretningsmand Henrik Johansen, men i registret i Bahamas stod SeaEscape stadig som ejer af Scandinavian Star, og det amerikanske selskab fik udbetalt en forsikringssum på 14 millioner dollar.

Desuden var ni besætningsmedlemmer fra SeaEscape med på den fatale sejlads.

Oslo Politi efterforsker i øjeblikket, om der lå forsikringssvindel bag de påsatte brande på Scandinavian Star.

Efterforskningsleder Terje Bechmann Dahl vil ikke udtale sig om omfanget af efterforskningen, men han understreger følgende i en e-mail til Politiken:

- Økonomidelen drejer sig hovedsagelig om at søge afklaret, om der er rimelig grund til at tro på, at skibet blev sat i brand med økonomiske interesser som motiv.

Norsk politi har foreløbig afhørt folk i USA, Canada, Asien, Australien og Europa.

Sagen har fået ny aktualitet, efter at Søfartsstyrelsens tidligere hovedundersøger af brandene på Scandinavian Star, Flemming Thue Jensen, for nylig erklærede, at brandene måtte være udført af besætningsmedlemmer med et indgående kendskab til skibe og brande.

/ritzau/