Snørklet kompromis skal løse britisk penge-problem i EU

Skrevet af admin

07/11/2014

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister, David Cameron, ser ud til at få sin vilje og slippe for at skulle betale omkring 16 milliarder kroner i ekstra kontingent til EU allerede 1. december.

EU-landenes økonomi- og finansministre er på deres møde fredag i Bruxelles enedes om rammerne for en aftale, der skal skubbe sidste betalingsfrist til 1. september næste år.

Samtidig skal det undersøges nærmere, om tallene for de justerede kontingenter nu også er helt rigtige.

Den forsinkede betalingsfrist betyder, at Storbritanniens regning, der har ramt skævt ind i den britiske debat om fortsat britisk EU-medlemskab, først skal betales efter det britiske valg 7. maj næste år.

Den britiske finansminister, George Osborne, forlod mødet i sejrshumør.

- I stedet for at betale regningen har vi halveret regningen, vi har forsinket regningen, vi skal ikke betale renter på regningen, og hvis der er fejl på regningen, får vi vores penge tilbage, siger Osborne.

Budgetkommissær Georgieva bekræfter, at det udtrykt i kroner og øre kan siges at være rigtigt.

Storbritannien skal stadig betale sin ekstraregning.

Men fordi kontingentet ligesom den britiske rabat på EU-kontingentet er beregnet ud fra størrelsen af landets bruttonationalindkomst, bliver ikke bare kontingentet, men også rabatten større. Begge dele fordi den britiske økonomi er vokset.

- Så sker der det, at betalingen og rabatten nærmer sig hinanden, siger Georgieva og bekræfter, at den særlige britiske nettoindbetaling til næste år dermed rammer det halve af det milliardbeløb, briterne egentlig skulle have betalt 1. december i år.

Budgetkommissæren har foreslået to tærskler for, hvornår man kan bruge den nye mulighed for at forlænge betalingsfristen.

Det kan ifølge kommissæren gælde de år, hvor et enkelt lands ekstraregning svarer til mere end to måneders kontingent.

Og hvis den samlede kontingentjustering for alle EU-lande tilsammen overstiger 37 milliarder kroner. I år er det næsten 71 milliarder kroner.

EU-Kommissionen vil i begyndelsen af næste uge stille det konkrete forslag, der ændrer reglerne for kontingentindbetalingen.

Det skal derefter cleares med medlemslandene og Europaparlamentet, formentlig også i næste uge.

Dermed kan de nye regler være klar, inden EU-Kommissionen sender opkrævninger ud for ekstrakontingentet. Det plejer at ske omkring 15. november.

/ritzau/