Socialpædagoger vil have øget ret til at bruge magt mod børn

Skrevet af admin

03/01/2015

Mest læste i dag

Når et barn på et socialpædagogisk opholdssted efter adskillige opfordringer fortsætter med at smide med maden eller gentagne gange ødelægger de andre børns julegaver, så bør pædagogen have mulighed for fysisk at føre barnet væk.

Men som loven er i dag, vil den handling blive betegnet som ulovlig magtanvendelse. På den måde svigter lovgivningen de mest udsatte børn og unge, mener fagforbundet Socialpædagogerne. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Som reglerne er i dag, er det kun muligt at føre et barn væk rent fysisk eller holde om det, hvis der er tale om en uforsvarlig situation, eller hvis barnet er til fare for sig selv. Vi mener, at det i den slags situationer bør være muligt at tage hensyn til fællesskabet, siger formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

Han ønsker også, at reglerne for magtanvendelse fremover kommer til at gælde for plejefamilier.

Lisbeth Zornig Andersen, der arbejder med socialt udviklingsarbejde i Huset Zornig, efterlyser også større klarhed i lovgivningen.

- Socialpædagoger kan føle sig magtesløse, hvis ikke de må gøre det, forældre gør i almindelige hjem, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Et udvalg under Socialministeriet kommer i begyndelsen af 2015 med forslag til nye regler for magtanvendelser.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, er enig i, at der er behov for at justere reglerne, så det for eksempel bliver muligt for en pædagog at føre et barn bort, hvis barnet spolerer et måltid i institutionen.

- Vi afventer Socialministeriets rapport. Der er behov for at stramme op med klarere regler for at beskytte både børn, plejefamilier og pædagoger, siger hun til Kristeligt Dagblad.

SF's socialordfører, Trine Mach, advarer til gengæld mod at udvide mulighederne for at bruge magt.

- Vi har behov for at få afdækket brugen af magt og tvang i både social- og sundhedsvæsnet, og grundlæggende skal vi være meget påpasselige med at udvide beføjelserne på det punkt, siger Trine Mach.

/ritzau/