Solgt i Rema 1000-butikker landet over: Kål tilbagekaldes grundet spor efter skadedyr

Skrevet af Nicolai Busekist

18/11/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Da der er gjort fund af skadedyr, har man været nødt til at tilbagekalde kålen, der er blevet solgt i Rema 1000-butikker i hele landet.

Dagens topnyheder

Hvis du har købt ind til aftensmaden i en Rema 1000-butik i løbet af de seneste dage, er det en god idé at undersøge, om du har købt blomkål med hjem.

Skulle det vise sig, at du har det, er der nemlig en risiko for, at blomkålen er omfattet af en tilbagekaldelse fra den danske virksomhed Gasa Nord Grønt.

Ifølge Fødevarestyrelsen har Gasa Nord Grønt nemlig været nødt til at tilbagekalde konventionelle danske blomkål, da der er gjort fund af spor efter skadedyr, som kan have forurenet blomkålene.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Konkret er der tale om et parti af 'Konventionelle blomkål', der har de to følgende lot.nr.: L320 og L321.

Blomkålen er blevet solgt i Rema 1000-butikker i hele landet, og har været til salg i butikkerne henholdsvis onsdag den 16.11.22 og torsdag den 17.11.22.

Hvis du har købt blomkål i en Rema 1000-forretning på en af disse dage, er det derfor en god idé, at du får undersøgt., om det er blomkål fra Gasa Nord Grønt, som er omfattet af denne tilbagekaldelse.

Grunden til tilbagekaldelsen er, at det ikke kan udelukkes, at de skadedyr, som der er gjort fund efter, kan have inficeret blomkålene med bakterier, der kan være sygdomsfremkaldende.

Såfremt du har købt en sådan blomkål, lyder det fra Fødevarestyrelsen, at den skal afleveres retur til den butik, hvor den er købt. Alternativt kan du også vælge selv at kassere blomkålen.

Oplever du  symptomer eller sygdom, efter at have spist den tilbagekaldte blomkål, bør du kontakte din egen læge eller vagtlægen, lyder det fra Fødevarestyrelsen.