SSP-konsulent: Udspil skaber system vi allerede har

Skrevet af admin

22/04/2015

Mest læste i dag

To tredjedele af de penge, som regeringen vil bruge på at bekæmpe ungdomskriminalitet, bruges på at skabe et organ, der stort set allerede findes. Det mener medlem af SSP-samrådet og SSP-konsulent i Silkeborg Jørgen Pedersen.

- Jeg er ked af fordelingen af pengene, hvor det er mærkeligt at bruge to tredjedele på at bygge et helt nyt system op, som man egentlig har i dag, siger han til Ritzau.

SSP-konsulenten peger på det, der i dag hedder unge-samråd, som, han ikke mener, adskiller sig væsentligt fra regeringens foreslåede "reaktionsråd".

- Jeg kan ikke se den helt store forskel, for at være helt ærlig. Der står, at reaktionsrådet kan inddrage SSP-folk. Men det gør man også i dag, siger han og peger på den eneste forskel, han kan få øje på:

- Reaktionsrådet kan tage de unge under 15 år med ind. Unge-samrådene er for de 15- til 18-årige, hvor fagfolk fra kommunen, kriminalforsorgen og institutioner snakker sammen for at kvalificere den indstilling, der er til domstolene.

Reaktionsrådet står til at få 181,6 millioner af de 271,1 millioner kroner, som regeringen har afsat i udspillet.

Ud over forslaget om reaktionsrådet får regeringens udspil dog smilet frem hos Jørgen Pedersen.

- Når jeg ser forslagene som en helhed, er der mange spændende ting. Det er helt i tråd med SSP-tankesættet.

Særligt idéen om forebyggelse ved blandt andet at hive fat i mindre brødre til kriminelle unge og prøve at skaffe kriminalitetstruede unge et job, synes Jørgen Pedersen, er "genialt."

- Vi har mange erfaringer med, at når man har fået sit eget job, så får du en tilknytning til en arbejdsplads, du får noget ansvar, du kan tjene dine egne penge, og du kan forstå, at når nogle stjæler butikkens penge, er det din løn, de stjæler, siger han.

/ritzau/