Stadig flere strander på tålt ophold

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Antallet af udviste udlændinge på tålt ophold er på bare to år steget markant.

Ved slutningen af 2013 var der 66 personer på tålt ophold i Danmark, viser en ny opgørelse fra Udlændingestyrelsen, som Justitsministeriet har sendt til Folketinget.

Det er en stigning på to tredjedele siden 2011, hvor antallet kun var 39 personer, skriver Information.

Udenlandske statsborgere kan få lov at blive i Danmark på tålt ophold, hvis de får en udvisningsdom på grund af kriminalitet, men ikke efterfølgende kan sendes hjem som følge af en risiko for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig behandling i hjemlandet.

Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, betegner stigningen som yderst problematisk.

- Man frihedsberøver potentielt mennesker på livstid, selv om de allerede har udstået deres straf én gang. Det er en dobbeltstraf, som ikke hører hjemme i et retssamfund. Man bør som minimum have en øvre tidsmæssig grænse for, hvor længe folk kan være på tålt ophold, mener hun.

Udgifterne til personer på tålt ophold er samtidig steget tilsvarende siden 2011, viser en anden ny opgørelse, som Justitsministeriet har sendt til Folketinget.

Således er Udlændingestyrelsens udgifter fordoblet fra 7,6 millioner kroner i 2011 til 15,4 millioner kroner i 2013. Også Flygtningenævnet, Rigspolitiets og Nordsjællands Politis udgifter til personer på tålt ophold er steget i perioden.

- Det er bestemt ikke med regeringens gode vilje, at udgifterne til personer på tålt ophold har været stigende, siger Socialdemokraternes Trine Bramsen, formand for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, til Information.

- Vi så hellere, at disse mennesker blev hjemsendt. Det er dog ikke muligt at sende personerne hjem, når vi samtidig fra dansk side vægter at overholde menneskerettighedskonventionen, fortsætter hun.

Et nyt udrejsecenter på Sjælsmark Kaserne skal fremover huse personer på tålt ophold sammen med kriminelle asylansøgere. Det vil ifølge Trine Bramsen nedbringe omkostningerne for personer på tålt ophold.

/ritzau/