Støjberg efter EU's asyludspil: Det ser mere positivt ud

Skrevet af admin

04/05/2016

Mest læste i dag

EU-Kommissionen anstrenger sig for, at Danmark kan fortsætte i EU's asylsamarbejde efter en reform uden samtidig at deltage i EU's tvungne omfordeling af flygtninge.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at EU-Kommissionen onsdag er kommet med sit forslag til en asylreform.

Det såkaldte Dublin-system fastslår, at første ankomstland skal behandle en asylansøgning, men det skal ifølge forslaget suppleres med en ny tvungen omfordeling af flygtninge i EU.

- Der er ingen, der kan være i tvivl om, hvilken holdning den danske regering har. Vi vil selvfølgelig forblive i Dublin-forordningen, siger Inger Støjberg.

- Men vi skal ikke være en del af en tvungen omfordeling. Vi skal kunne beslutte asylpolitikken i Danmark, og den skal ikke besluttes i Bruxelles, siger hun.

På et pressemøde onsdag sagde EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, at intet behøver at forandre sig, hvis det er det, Danmark ønsker.

Og den melding ser Inger Støjberg som en invitation til at finde en løsning, hvor Danmark ikke bliver tvunget til vælge mellem obligatoriske flygtningekvoter og at forlade Dublin-samarbejdet.

- Ja, sådan opfatter jeg det. Men det er alt for tidligt at sige, hvilket udfald det her præcist får, siger hun.

I et svar på et spørgsmål om, hvilken situation Storbritannien står i, hvis den nye reform af EU's asylsamarbejde vedtages, sagde Frans Timmermans tidligere onsdag, at "Storbritannien vil ikke blive tvunget til noget".

- Hvis de vil fortsætte i det eksisterende system, kan de det, sagde Timmermans.

- Hvis de vil gå med (i det nye, red.), kan de også det. Hvis de ikke vil det, er der ingenting, der forandrer sig for Storbritannien - og i øvrigt heller ikke for Danmark og for Irland, sagde Timmermans.

Og den melding glæder den danske udlændinge- og integrationsminister sig over.

- Når man hører, hvad der blev sagt på dagens pressemøde, ser det mere positivt ud, siger Inger Støjberg.

- Men det er alt for tidligt at sige, hvordan det her ender, siger hun.

Både Storbritannien og Irland har en tilvalgsordning, mens Danmark har et forbehold på retsområdet i EU.

/ritzau/