Stor ændring på vej i alle restauranter

Skrevet af Julie Møller

27/10/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Ændringen kommer til at gælde i alle landets restauranter.

Mest læste i dag

De fleste danskere kender til smileyordningen. Smileyerne, der afspejler fødevaresikkerheden i en restaurant, er en tyve år gammel ordning, og den skal nu justeres. Det oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Smileyerne vil fremover gå fra fire mulige til tre: En glad, en mellemfornøjet og en sur. Smileyen med det lille afmålte smil udgår. 

 “Undersøgelser viser, at det kan være svært at gennemskue, hvad de nuværende fire smiley-ikoner står for,” forklarer fødevareminister Mogens Jensen og uddyber: 

“Vi skal som forbrugere kunne afkode resultaterne fra fødevarekontrollen på et splitsekund, og derfor forenkler vi nu skalaen, så det bliver endnu lettere at vurdere, om man har lyst til at handle i en specifik forretning eller ej.”

Smileyerne vil fremover gå fra fire mulige til tre: En glad, en mellemfornøjet og en sur. Smileyen med det lille afmålte smil udgår. Foto: Fødevareministeriet.

Klistermærke erstatter kontrolrapport

Ud over en enklere smileyskala bliver de velkendte kontrolrapporter, der hænger ved indgangen til landets restauranter  i A4-størrelse, erstattet af et klistermærke med den aktuelle smiley på størrelse med et postkort. 

De detaljerede kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsens besøg kan kunderne fremover finde på virksomhedernes hjemmesider og på findsmiley.dk. Derudover kommer aktuelle smiley fra Fødevarestyrelsens kontrol også til at fremgå på for eksempel Just Eat, Hungry eller Room Service. 

Det samme komme til at gælde på de sociale kanaler, hvor virksomhederne markedsfører sig som for eksempel Instagram eller Facebook. Her skal smileyerne også fremgå, oplyser Fødevareministeriet

Farvel til elite-smileyen

Fødevareforligskredsen, der sammen med Mogens Jensen er blevet enige om at justere ordningen, har også valgt at droppe den såkaldte Elite-smiley.

“Når vi har målrettet kontrollen mod de virksomheder, der blæser på fødevarelovgivningen, betyder det, at der kan gå længere tid, inden de, der rent faktisk har styr på butikken, får fire besøg. Det giver derfor ganske enkelt ikke mening, at opretholde elite-smileyen, når nye lovlydige forretningsdrivende eller eksisterende virksomheder med en enkelt historisk anmærkning, skal vente så lang tid på at kunne opnå elitestatus. Derfor siger vi nu farvel til elite-smileyen, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Arbejdet med at implementere de nye justeringer går i gang med det samme og forventes at træde i kraft slut 2021/start 2022.