Og nu kan Anders Holch Povlsen også kalde sig den rigeste mand i Skotland – i hvert fald ifølge The Sunday Times, der netop har offentliggjort sin liste over Storbritanniens rigeste personer.
Det skriver TV 2.
Det britiske medie vurderer, at den danske milliardær sidder på en formue på 7,7 milliarder pund – det svarer til knap 68,3 milliarder kroner.
Det placerer ham som nummer 23 i hele Storbritannien og altså helt i top i Skotland, hvor han i øvrigt også er den største private jordejer.
Men vurderingen er sat for lavt, mener økonomisk analytiker Ejlif Thomasen fra Økonomisk Ugebrev.
Han peger på, at Holch Povlsens holdingselskab Heartland, som blandt andet rummer Bestseller-koncernen, reelt gør ham god for nærmere 86 milliarder kroner.
Ikke interesseret i at tale om penge
Selv er Holch Povlsen ikke meget for opmærksomheden. Til en lokalavis i Skotland sagde han for nylig:
“Jeg ville ønske, jeg ikke var på de her lister. Bare det at tale om penge er ikke rigtigt interessant for nogen.”
Han vil hellere tale om WildLand – det langsigtede projekt, hvor han over 200 år vil genskabe naturen i Skotlands højland.
Køber løs i Danmark
Holch Povlsen nøjes dog ikke med Skotland.
I Danmark har han for nylig opkøbt hele Midtjyllands Lufthavn via Heartland og udvidet sit landbrug med yderligere 1600 hektar jord.
Han ejer nu omkring 3600 hektar – primært i Østjylland.
Privat bor han med sin kone Anne på herregården Constantinborg ved Brabrand Sø, men når familien rejser til Skotland, går turen til godset Glenfeshie, som han købte i 2006.
I dag ejer han 12 skotske godser med i alt 890 kvadratkilometer jord – mere end selv det britiske kongehus.