Stress-traumer sender flest danskere på førtidspension

Skrevet af admin

21/06/2014

Dagens topnyheder

Angst, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og mareridt.

Symptomerne på posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) er for mange patienter så voldsomme, at lidelsen for syvende år i træk er den, der sender flest på førtidspension.

Det skriver Politiken lørdag.

Siden 2007 har 8652 danskere været så plaget af deres stresstraume, at de er fundet ude af stand til at arbejde, viser tal fra Ankestyrelsen.

Det svarer til, at knap hver tiende, der får tilkendt førtidspension, lider af PTSD. Skizofreni fører kun til halvt så mange førtidspensionister som PTSD.

Det er et problem, lyder det fra Psykiatrifonden, der mener, at sundhedsvæsnet halter bagefter, når det kommer til den psykiske lidelse:

- Størstedelen er aldrig blevet tilbudt den rigtige behandling. Derfor ender så mange med en sygdom, der invaliderer dem i forhold til arbejdsliv og social kontakt, siger Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, til Politiken.

Der findes ingen opgørelser over, hvad der har udløst de stresstraumer, der ender i førtidspension. Men ifølge Psykiatrifonden og fagforeningen FOA er det ikke kun torturofre og krigsveteraner, der pådrager sig stresstraumer.

Også brandmænd, betjente, buschauffører, personale på bosteder for psykisk syge og andre belastede arbejdspladser kan blive ramt.

Ankestyrelsens tal viser, at omkring en tredjedel af de invaliderede var tilknyttet arbejdsmarkedet, da de fik tilkendt førtidspension, heriblandt flere FOA-medlemmer. Men det tal burde i virkeligheden være større, vurderer fagforeningens næstformand.

- Der er langt flere af vores medlemmer, som rent faktisk har PTSD, hvor det ikke er blevet diagnosticeret. Er man blevet så syg, at der ikke er udsigt til, at man bliver rask igen, så skal man have det anerkendt som førtidspension.

- Det har mange af vores medlemmer svært ved at få, siger Mona Striib fra FOA, som organiserer flere faggrupper i risikogruppen.

/ritzau/