Blandt de 1,6 millioner brugere af Danske Banks betalingsprogram til mobiltelefoner, Mobilepay, findes kriminelle, som har opdaget, hvordan de kan svindle.
Det skriver metroxpress.
De kriminelle aflurer eller køber de oplysninger, der står på ethvert kreditkort. Herefter køber de anonyme taletidskort til smartphones og opretter Mobilepay-konti med de stjålne kort-oplysninger.
Kunderne vil dog i langt de fleste tilfælde undgå økonomisk tab. Mark Wraa-Hansen, chef for Danske Banks Mobilepay-division, mener, at der er få svindelsager. Han lover desuden, at banken overvåger problemet tæt og dækker tab, som skyldes svindel.
Svindlerne kan med appen anonymt handle i butikker og med private - eller med de tilknyttede kreditkort hæve penge i automater, indtil kortet bliver spærret.
Mobilepay, der ellers er blevet betegnet som "sikkert", stiller nemlig ikke krav om, at brugerne identificerer sig med NemID.
- De udnytter den sårbarhed, der er i Mobilepay, siger politikommissær Martin Kofoed fra Rigspolitiets Cyber Crime Center til metroxpress.
- Der er aktuelt en håndfuld igangværende sager mod organiserede herboende kriminelle, der stjæler, franarrer eller køber kreditkortoplysninger, som de tilknytter et højt antal Mobilepay-konti, som typisk er på telefoner med taletidskort. De overfører så pengene til en række medgerningsmænds Mobilepay-konti og går ned og hæver pengene i hæveautomater, uddyber han.
Martin Kofoed fortæller, at udbyttet kan være stort, fordi svindlen foregår "organiseret og systematisk". Derudover er kriminaliteten vanskeligere at opklare, end når svindlerne hæver penge på et stjålet kort i en automat.
I hver sag er der "mindst fire eller fem sigtede", og på nuværende tidspunkt er der ude i politikredsene et ukendt antal af den slags sager, hvor folk handler anonymt med stjålne penge i butikker.
/ritzau/
/ritzau/