Syrien: Primitive tøndebomber dræber mindst ti børn

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

Tøndebomber fra den syriske regeringshærs helikoptere har på ny kostet adskillige mennesker livet, rapporterer gruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge AFP.

Mindst 37 mennesker - heraf mindst ti børn - blev dræbt i tre forskellige angreb i det nordlige Syrien onsdag.

Ved et angreb i Tal Rifaat i Aleppo-provinsen blev ti voksne og otte børn dræbt, da mindst fire tøndebomber ramte deres nabolag.

Tøndebomber er en primitiv bombe fyldt med større eller mindre metalstykker, som typisk kastes ned fra stor højde, hvorefter deres indhold tilfældigt spredes, når de rammer jorden.

I selve Aleppo mistede 11 civile livet i et lignende angreb, og i Idlib-provinsen blev otte medlemmer af den samme familie dræbt af en tøndebombe, beretter Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Observatørgruppen, der baserer sine oplysninger på et stort netværk af kilder i Syrien, siger samtidig, at dødstallet efter onsdagens bomber ventes at stige.

Alt imens regeringshæren kæmper mod oprørere i blandt andet Aleppo-provinsen, er den ekstremistiske Islamisk Stat-bevægelse rykket tættere på Hasakeh, der er hovedby i provinsen af samme navn.

Voldsomme kampe mellem Islamisk Stat på den ene side og regeringshæren og dens sympatisører på den anden førte onsdag til mindst 50 dræbte.

Ved brug af mindst fem bilbomber lykkedes det Islamisk Stat at erobre territorium, så gruppen nu står "på tærsklen af Hasakeh".

Modsat brugte hærens helikoptere også tøndebomber mod jihadist-positioner uden for byen.

Lykkes det at indtage byen, vil det være den anden provinshovedstad, Islamisk Stat lykkes med at indtage, efter at Raqqa faldt sidste år.

Konflikten i Syrien vurderes at have kostet over 220.000 mennesker livet, siden den brød ud i marts 2011 med regeringskritiske demonstrationer.

/ritzau/AFP