Tampen brænder: Nyt signal sporet i jagt på forsvundet fly

Skrevet af admin

10/04/2014

Dagens topnyheder

De eftersøgningshold, der leder efter et forsvundet malaysisk fly, siger, at de torsdag for femte gang opsnappede et signal, der kan stamme fra flyets sorte bokse.

Nyheden holder liv i håbet om, at det snart vil lykkes at finde et meget afgrænset område, hvor avanceret australsk søgeudstyr kan sendes i Det Indiske Oceans dybder.

Det seneste signal, der kan stamme fra det forsvundne fly MH370, blev sporet af et australsk overvågningsfly, som har kastet snesevis af sonarbøjer i havet i eftersøgningszonen.

Søgeområdet er nu reduceret til et areal på 75.000 kvadratkilometer. Det er væsentligt større end Danmark, der er på godt 43.000 kvadratkilometer.

Trods det er efterforskningsleder Angus Houston optimistisk, men han fastholder, at eftersøgningen fortsat sker fra fly og skibe, fordi man på den måde kan dække et areal, der er seks gange større, end hvis eftersøgningen sker under vandet.

Batteriet i sorte bokse uddør i udgangspunktet efter 30 dage, men kan ofte holde længere. Det er 34 dage siden, at flyet forsvandt på sin rute mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Op mod 14 fly og lige så mange skibe leder i et område i Det Indiske Ocean 2270 kilometer nordvest for Perth i Australien.

Ifølge Angus Houston er det vigtigt at indsamle så mange data om flyets position som muligt for at indskrænke arealet yderligere, inden man indsætter for eksempel ubemandede ubåde.

Først når det er sket, bliver den ubemandede ubåd Bluefin-21 sat ind i jagten på det forsvundne fly. Finder ubåden noget, kommer den op til overfladen og bliver derefter sendt ned igen med et videokamera for at lede efter synlige dele fra flyulykken.

Men en havdybde på 4,5 kilometer er den absolutte grænse for Bluefin-21, der er designet til at dykke på store dybder.

227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer var om bord på det forsvundne fly MH370, der ikke er set siden 8. marts.

/ritzau/Reuters