Tidligere cheftræner stopper i AGF

Skrevet af admin

07/01/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere superligatræner Jesper Fredberg er fortid i AGF, hvor han senest har fungeret i en rolle som talentchef.

Den aarhusianske klub skriver onsdag i en pressemeddelelse, at Fredberg selv har valgt at opsige sin kontrakt, fordi han gerne vil genoptage trænerkarrieren.

- Det er ærgerligt, at vi ikke længere kan råde over Jespers kompetencer, for han har ydet en kæmpe indsats i den tid, han har haft ansvaret som talentchef.

- Jeg ved, at det har været en svær beslutning for ham, og vi har forståelse for den, og bakker den op, siger direktør Jacob Nielsen.

Jesper Fredberg blev sidste forår forfremmet til en rolle som cheftræner for klubbens daværende superligahold efter fyringen af Peter Sørensen.

Men under den unge træners ledelse kom klubben ind i en fæl stime af nederlag og endte med at rykke ud af den bedste række.

Fredberg valgte i første omgang at blive i AGF som talentchef, men nu trækker trænerambitionerne igen.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg fik tilbudt jobbet som talentchef i AGF i en periode, hvor stor set hele staben blev udskiftet.

- Når jeg alligevel har besluttet mig for at forlade jobbet, skyldes det, at jeg gerne vil mere ud på træningsbanen og være tilknyttet et hold igen.

- Jeg er kommet frem til, at det er det, jeg inderst inde brænder for, og så vil det ikke være fair over for klubben at fortsætte i et så centralt job, siger Jesper Fredberg.

En af Jesper Fredbergs sidste opgaver har været at få trænerkabalen i talentafdelingen på plads til forårssæsonen, og i den indgår et prominent navn.

Martin Jørgensen, der før jul indstillede sin aktive karriere, har således sagt ja til at stå i spidsen for klubbens U14-hold.

/ritzau/