Troels Lund Poulsen står til at få næse i skattesagen

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

En af de mest omtalte politiske skandalesager i nyere tid, sagen om S-formand Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skatteforhold, ender nu efter al sandsynlighed med, at et flertal i Folketinget placerer det politiske ansvar for ulovlighederne hos daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Det skriver Politiken.

Skattesagskommissionen opklarede som bekendt ikke, hvem der stod bag lækagen af Stephen Kinnocks fortrolige skatteoplysninger til pressen.

Det ændrer ikke ved, at ansvaret for lækagen og en række andre kritisable forhold falder tilbage på Troels Lund Poulsen, mener regeringspartierne, Socialdemokraterne og De Radikale, og regeringens parlamentariske grundlag, SF og Enhedslisten.

De vil på et møde onsdag med resten af Folketingets partier aflevere deres konklusion, som de håber, at andre partier kan støtte.

I erklæringen, som Politiken har set, fremhæves en række forhold i sagen, som partierne finder kritisable: Det drejer sig om selve lækagen, fejlinformationer til Folketingets Ombudsmand samt uberettiget videregivelse af personfølsomme oplysninger.

De fire partier sammenfatter, at det er "stærkt kritisabelt, at de nævnte ulovligheder fandt sted".

Ikke mindst tilføjer de fire partier, at "det politiske ansvar for ulovlighederne i sidste instans påhvilede den politiske ledelse af Skatteministeriet og dermed den ansvarlige minister på daværende tidspunkt".

- Der er tale om en kæmpestor næse. Troels Lunds rolle i den her betændte sag er problematisk og bør vække til eftertanke hos Venstre.

- Det er en sag, der stinker på mange måder, siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, til Politiken.

Troels Lund Poulsen afviser selv at kommentere sagen over for avisen.

Både han selv og flere af hans partifæller har tidligere opfattet Skattesagskommissionens beretning - og den manglende placering af et ansvar - som en pure frifindelse.

Venstres Claus Hjort Frederiksen er ifølge DR "dybt rystet" over, at Troels Lund Poulsen nu står til en næse.

- Det er fuldstændig uhørt at benytte sådan et træk. Når man en gang har nedsat en kommission, når politiet har undersøgt sagen, og der ikke er noget at komme efter, så er det helt uhørt, at man så vil tilsidesætte de ting, siger han til DR.

/ritzau/