Tyrkiet forsvarer Twitter-blokade: Vil undgå karaktermord

Skrevet af admin

22/03/2014

Dagens topnyheder

Den tyrkiske regerings internationalt fordømte beslutning om at blokere for Twitter forsvares med, at man ønsker at forebygge karaktermord.

Siden torsdag har Tyrkiets befolkning været forment adgang til Twitter i kølvandet på en bølge af lækkede informationer om den omfattende korruptionsskandale, der har rystet premierminister Recep Tayyip Erdogans regering.

- Twitter er blevet brugt til at udføre systematiske karaktermord ved at sende illegalt erhvervede optagelser i cirkulation og falske og fabrikerede optagelser, skriver premierministerens kontor i en udtalelse.

- Regeringen har altid værdsat internettet og dets medfølgende muligheder, men regeringen trækker grænsen ved den frie cirkulation af illegalt erhvervede optagelser, der har som mål at svække den nationale sikkerhed, lyder det i udtalelsen.

Der er desuden blot tale om international præcedens, mener Erdogans kontor og henviser til Tysklands beslutning om at forbyde en nynazistisk Twitter-konto.

Premierministeren, der har været ved magten siden 2003, har desuden truet med at forbyde YouTube og Facebook efter lokalvalgene 30. marts, der ventes at klarlægge, hvor meget skade regeringen har lidt under korruptionslækagerne.

Kritikere af den tyrkiske regering ser blokaden af Twitter som et desperat forsøg fra Erdogan på at stoppe strømmen af afsløringer, der har ramt inderkredsen omkring premierministeren hårdt.

Indtil videre har flere ministre måttet forlade regeringen, ligesom Erdogan selv også er belastet af sagen, efter at en lydoptagelse angiveligt dokumenterer en samtale mellem premierministeren og hans søn.

I optagelsen, som ikke er verificeret, taler de om at skjule en større sum penge ved at dele dem ud til flere forretningsmænd.

Erdogans forsøg på at lukke ned for Twitter er imidlertid kun delvist lykkedes, idet brugerne fortsat kan tweete ved hjælp af sms-beskeder.

Således skal antallet af tyrkernes tweets faktisk være vokset med 138 procent, efter at forbuddet trådte i kraft.

/ritzau/AFP