Styrmanden på det Germanwings-fly, som styrtede i de franske alper sidste tirsdag, var for år tilbage i psykoterapeutisk behandling og - ifølge læger - dengang selvmordstruet.
Den franske anklager sagde kort efter fundet af flyets sorte boks i sidste uge, at Andreas Lubitz bevidst styrede flyet med de 150 mennesker om bord direkte i døden.
- For flere år siden, før han fik licens til at flyve, var styrmanden over en længere periode i psykoterapeutisk behandling og selvmordstruet i betydelig grad, siger Ralf Herrenbrück, som er talsmand for anklageren i Düsseldorf.
Siden dengang har Lubitz ikke vist tegn på at være selvmordstruet, og han har heller ikke vist tegn på aggressivitet.
Lubitz har løbende konsulteret psykiatere, og han har ikke udvist adfærd, der kunne tyde på, at han var selvmordstruet den seneste tid.
Anklagemyndigheden i Düsseldorf vil ikke, siger talsmanden, "tage del i spekulationer omkring den døde andenpilots motiver."
Baseret på afhøringer af personer i Lubitz' omgangskreds og en gennemgang af pilotens sygejournal har man ikke fundet indikationer på, at han skulle have fortalt andre om planer om at styre et fly i døden.
Der er heller ikke fundet et afskedsbrev.
- Der er hverken i hans privatliv eller i arbejdsmiljøet fundet særlige forhold, som giver beviser for et eventuelt motiv, siger Herrenbrück.
En ekskæreste har over for den tyske avis Bild sagt, at han sidste år til hende havde antydet, at han ville udføre en handling, som "ville gøre ham kendt af alle."
Efter en ransagning i andenpilotens hjem har myndighederne fundet en sygeerklæring til den dag, da flyet forulykkede.
Det er også kommet frem, at han var under udredning på et tysk hospital, som imidlertid ikke vil afsløre, hvad han fejlede.
/ritzau/Reuters