Det er næppe vejen frem at smide Rusland ud af G8 som straf for den russiske fremfærd over for Ukraine.
Det mener Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, der søndag aften i forsigtige vendinger undsiger sin amerikanske kollega, John Kerry, som har truet Rusland med en eksklusion fra klubben af verdens førende industrinationer.
- Jeg hører snarere til dem, der siger, at G8-formatet er det eneste format, hvor vi i Vesten endnu taler direkte med Rusland, siger Steinmeier til tv-stationen ARD.
- Og skal vi virkelig ofre dette eneste format? Jeg mener, vi bør se på, hvordan vi kan bidrage til en deeskalering i Ukraine i stedet for at male os op i en krog med enhver mulig tilspidsning. Det hjælper næppe, tilføjer han.
Den tyske udenrigsminister, som i forrige uge selv var i Kijev som EU-mægler, kalder situationen i Ukraine "meget farlig", men han mener også, at det stadig er muligt at undgå en yderligere tilspidsning.
Det kan i hans øjne blandt andet ske ved at oprette en international kontaktgruppe med deltagelse af EU, FN, Rusland og Ukraine for at få sat gang i en dialog.
Han udtrykker samtidig forståelse for nogle af Moskvas interesser i Ukraine og opfordrer den nye regering i Kijev til at agere som alle ukraineres - også de russisktalendes - regering.
Som formand for G8 er Rusland i juni vært for G8-topmødet i OL-værtsbyen Sotji. Storbritannien, Frankrig og USA har i protest mod den russiske fremfærd i Ukraine trukket sig fra de forberedende møder til topmødet.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, fordømte tidligere søndag, hvad han kaldte Ruslands "ufattelige aggressions-gerning" i Ukraine.
- I det 21. århundrede kan man ikke opføre sig som i det 19. århundrede ved at invadere et andet land på baggrund af en masse overdrevene påskud, sagde han.
Kerry advarede Putin om, at han "ikke får G8 i Sotji, måske kan han end ikke blive i G8, hvis dette fortsætter".
G8 består af USA, Canada, Tyskland, Italien, Japan, Frankrig, Storbritannien og Rusland, mens EU også deltager i topmøderne.
/ritzau/dpa