Våbenhvilen i Ukraine har ikke stoppet en fortsat flugt fra krigen i øst, hvor flere end 6000 mennesker har mistet livet i kampene det seneste år.
I hvert fald følte Aleksandria og hendes syvårige datter Anastasia sig i sidste uge tvunget til at flygte fra hjemmet uden for regionshovedstaden Lugansk ikke langt fra Rusland.
- Det er lovløshed og banditvælde. Der er mange tjetjenere, som går rundt og vifter med våben. De tager folks lejligheder, og det er farligt at gå på gaden. De skyder også på folk, siger Aleksandria til Ritzau i den ukrainske hovedstad, Kijev.
Tirsdag blev de to officielt registreret som flygtninge og optræder nu i statistikkerne over internt fordrevne, som tæller over en million ukrainere.
Dermed kan Anastasia, som sidste år begyndte i første klasse, begynde at gå i skole i Kijev, som hendes mor ellers ikke har tilknytning til.
Lugansk er som Donetsk kulturelt og sprogligt knyttet til Rusland, men Aleksandrias uddannelse som jurist ville være ubrugelig i Rusland.
Sammen med datteren er hun mødt op i et interimistisk dagcenter for flygtninge, der ligger et par gader fra Kontraktova-pladsen i den centrale del af Kijev.
I silende regn venter hun og datteren blandt en gruppe pensionister foran porten, inden porten til centret åbner klokken 12.
Inde på den cirkusagtige byggeplads med kreative teltkonstruktioner og slidte campingvogne kan man få mad, hente service, tøj eller besøge et legerum med gamle bamser.
Aleksandria svarer prompte på, om hun vil rejse til Lugansk, når det igen er muligt.
- Selvfølgelig. Det vil jeg helt sikkert.
En anden kvinde, Svetlana, som er i 60'erne og flygtet fra Donetsk, er kommet for at få mad. Men "det gives kun til børn og børnefamilier", har hun fået besked om.
Hun har fundet overnatning i Kijev, mens hendes datter og barnebarn har opgivet at finde tag over hovedet. De har derfor trods krigshandlingerne besluttet at vende tilbage til Donetsk.
- Jeg kan ikke se nogen løsning på konflikten. Men jeg forstår godt, at min datter har været nødt til at rejse tilbage, siger Svetlana.
Våbenhvilen trådte i kraft 15. februar, men i de efterfølgende uger har der været heftige kampe og mange er dræbt.
/ritzau/