Unge bliver ofte ramt at modermærkekræft

Skrevet af admin

09/07/2014

Mest læste i dag

Modsat de fleste andre kræftformer rammer modermærkekræft ofte unge, viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Dansk Melanom Database ifølge Politiken.

Hver gang 100 i Danmark får konstateret modermærkekræft, er de 14 - svarende til godt hver syvende - under 40 år.

- Det er en af få kræftformer, som man risikerer at få i en ung alder, siger overlæge Lisbet Rosenkrantz Hølmich, der er formand for de danske modermærkekræftlæger i Dansk Melanom Gruppe, til Politiken.

Hun oplever ofte, at børn og unge kommer senere i behandling for modermærkekræft end ældre danskere. Sidste år fik i alt 2302 personer i Danmark konstateret modermærkekræft.

Heraf var de 323 under 40 år. Derfor undrer det Lisbet Rosenkrantz Hølmich, at unge ikke reagerer tidligere.

- De har oftere spredning og har tykkere melanomer (kræftsvulster, red.). Derfor skal vi huske at holde øje med, om ikke blot vores egne, men også børnenes modermærker ændrer sig. Det er jo fantastisk med en kræftform, man kan se med det blotte øje, siger overlægen til Politiken.

Det samlede antal danskere, der rammes af modermærkekræft, stiger markant. Fra 2000-2012 er tallet mere end fordoblet - for mænd fra ni til 22 per 100.000 indbyggere, for kvinder fra 10 til 25.

Lægerne kan ikke præcis forklare årsagerne til stigningen, der også kan spores i andre vestlige lande. Men for voldsom udsættelse for sol og solariebrug gennem for lang tid er en væsentlig del af forklaringen, lyder det.

Den gode nyhed er imidlertid, at dødeligheden - trods de mange flere ramte - har været stort set stagnerende gennem årene, skriver Politiken.

Der dør cirka 250 ofre årligt. Det hænger blandt andet sammen med, at 62 procent af de diagnosticerede tilfælde af modermærkekræft er af en mildere form.

Derudover bliver flere patienter behandlet tidligere, forklarer Krzysztof Drzewiecki, overlæge på Rigshospitalet og landets førende modermærkeforsker.

- Læger opdager simpelthen kræft tidligt, før det bliver til farlig kræft, og dermed er vi med til at holde dødeligheden nede. Det er en succeshistorie, siger han til Politiken.

/ritzau/