Var tæt på at dø to gange: Noller fra Brødrene Olsen er nu kræftfri

Skrevet af Julie Møller

179 uger siden

|

08/12/2020
De to brødre Niels "Noller" Olsen og Jørgen Olsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
De to brødre Niels "Noller" Olsen og Jørgen Olsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Noller kan nu ånde lettet op.

Dagens topnyheder

I sensommeren sidste år fik Niels 'Noller' Olsen fra Brødrene Olsen konstateret kræft. Det var en særlig sjælden afart af sygdommen, en lymfom, som sad i hjernen.

Men nu er han heldigvis kræftfri. Det fortæller han til B.T.

Sidste efterår startede han i et behandlingsforløb, som foregik på Herlev Hospital. Det var et hårdt og voldsomt forløb. 

“Da jeg blev indlagt, gav de mig noget speciel kemo, som var meget voldsomt. Jeg skulle have haft seks gange, men fik kun to en halv. For ellers ville jeg dø af det. De satte mig i gang med et forløb, der var dødhårdt. De sprøjtede så mange mærkelige stoffer ind i mig. Det var noget værre noget,” fortæller han.

I otte måneder var han indlagt. Han tabte sig 20 kilo undervejs, og selvom det var ‘klædeligt’, ifølge ham selv, så var det alvorligt. Men nu er han kræftfri, forklarer han lettet.

Fem dages julefri

Lige nu er 65-årige Noller på et genoptræningshjem, men om et par dage får han lov til at komme hjem til sin kone Kirsten og familien. Det ser han meget frem til efter et år, der har budt på hospitalsindlæggelser og genoptræning. I første omgang har han julefri i fem dage, men han håber på, at det går så godt i hjemmet i Jægersborg i Nordsjælland, at det bliver til flere dage. 

I dokumentaren 'To brødre – én karriere', der kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play 9. december klokken 20.35, fortæller Niels 'Noller' Olsen mere om sygdomsforløbet og karrieren. 

“Som jeg siger i dokumentaren, tror jeg på seks år mere. Det gør jeg godt nok. Men altså, den sygdom er bare svær at tackle. Så jeg kan pludselig få et tilbagefald med cancer. Men lige nu er alt godt,” slår han fast.