Venstre vil tilskynde til arbejde med kontanthjælpsloft

Skrevet af admin

22/02/2015

Dagens topnyheder

Der er i den grad brug for en jobreform, og det skal ske så hurtigt som muligt, lyder meldingen fra Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen.

I et nyt svar fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til Folketingets Finansudvalg fremgår det således, at 9100 kontanthjælpsmodtagere får over 300.000 kroner brutto i samlede ydelser fra staten.

Og det er for meget, mener Hans Andersen, der vil sikre, at det i endnu højere grad kan betale sig at tage et arbejde, også selvom det er et lavtlønsarbejde.

- Jobreformen skal bestå af to elementer. For det første skal vi have et kontanthjælpsloft, der skal sige, hvor meget man højest kan modtage i støtte fra det offentlige. Og for det andet vil vi sætte skatten ned for dem med de laveste lønindkomster, siger han.

Det er typisk enlige forsørgere, der får over 300.000 kroner, og det skyldes børnepenge, børneydelse og friplads i institutioner.

Et svar tidligere på året fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) til netop Hans Andersen viser, at det for langt de fleste af landets 147.000 kontanthjælpsmodtagere godt kan betale sig at arbejde.

Men det skal være tilfældet for alle og i endnu højere grad end i dag, siger Hans Andersen, der dog ikke vil forholde sig til, hvor kontanthjælpsloftet skal være.

- Det har vi ikke lagt os fast på. Men det skal omfatte flere end de 9100, der bliver nævnt her, siger han.

Også Liberal Alliances Joachim B. Olsen, der var med til at sparke en debat i gang for tre år siden, om at det skal kunne betale sig for alle ar arbejde, ryster på hovedet over tallene.

- Jeg synes, det er alt, alt for urimeligt. Det er grotesk højt. Det er uhensigtsmæssigt, for det betyder, at det ikke kan betale sig at arbejde. Jeg synes også, at rent politisk, rent moralsk, at det er uanstændigt, at man kan få så meget på kontanthjælp, siger han.

Spørgsmål: Nogle vil argumentere for, at der ikke er job at få. Hvad siger du til det?

- Det er noget pjat. Når man har høje ydelser, betyder det, at folk er på disse ydelser i længere tid. Det er meningen, at det skal være en midlertidig hjælp, siger han.

/ritzau/