Volodomyr Zelenskyj er bekymret: Det ser meget vanskeligt ud

Skrevet af Mathias Madsen

05/02/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ukraines præsident indrømmede lørdag aften i en tale til befolkningen, at de ukrainske styrker ved fronten er hårdt pressede, og at situationen er "meget vanskelig."

Dagens topnyheder

Krigen i Ukraine har snart været i gang i ét år, og det kan de ukrainske styrker efterhånden mærke.

Sådan lyder det fra landets præsident, Volodomyr Zelenskyj, som lørdag ifølge TV2 indrømmede, at styrkerne ved fronten er hårdt pressede.

"Det ser meget vanskeligt ud [...]" udtalte han således og forklarede, at det særligt er i tre byer, at de ukrainske styrker har svært ved at stå imod de russiske invasionsstyrker. 

"Invasionsstyrkerne sætter flere og flere af sine styrker ind på at nedbryde vores forsvarspositioner. Det ser meget vanskeligt ud nu i Bakhmut, Vuhledar, Lyman og på andre frontafsnit," udtalte Zelenskyj lørdag aften i sin daglige tale til befolkningen. 

Han understregede dog, at selvom det ser "vanskeligt" ud, så holder de ukrainske styrker stand, og det er således ikke lykkedes de russiske invasionsstyrker at erobre nogle af de tre byer. 

Særligt Bakhmut og Lyman er dog blevet forvandlet til ruiner efter mange og hårde kampe mellem ukrainske og russiske styrker, og området omkring de to byer har på grund af store tab på begge sider fået det ubehagelige tilnavn 'kødhakkeren'. 

Byerne har været under russisk kontrol, men siden oktober sidste år har ukrainske styrker haft kontrollen over dem, hvilket russerne tilsyneladende ikke er tilfredse med. 

Ifølge de ukrainske myndigheder har Rusland i hvert fald sat alt ind på at generobre byerne. 

"I denne uge koncentrerede de russiske besættelsesstyrker alle deres kræfter om at gennembryde vores forsvarslinjer og omringe Bakhmut ved at indlede en stærk offensiv i nærheden af Lyman," har den ukrainske viceforsvarsminister Hanna Malyar således skrevet i et opslag på beskedtjenesten Telegram. 

Her understregede hun dog, at det "ikke lykkedes" russerne at gennembryde de ukrainske forsvarslinjer, "takker være vores soldaters evne til modstand." 

Bakhmut, Vuhledar og Lyman ligger alle i Donetsk i det østlige Ukraine.