Zornig udvikler exitprogram til voldsramte kvinder

admin

|

05/10/2014

Dagens topnyheder

Voldsramte kvinder skal have et exitprogram ligesom bandemedlemmer, rockere og folk fra ekstremistiske miljøer. Programmet skal udvikles af den tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen sammen med Aarhus Kommune, oplyser DR Østjylland.

Exitprogrammet bliver den første af sin art i Danmark. Programmet er målrettet kvinder, der er bange for at have med myndighederne at gøre, og som derfor lader være med at bede om hjælp, når de udsættes for vold i deres parforhold.

I dag kan voldsramte kvinder søge ind på krisecentre, men her kan de ofte kun bo i tre måneder, og erfaringen viser, at mange af dem vender tilbage til den mand, der udøver vold mod dem eller deres børn.

- Hvis man skal bryde det, skal der være et samarbejde mellem kommunerne, så man kan udveksle borgere og måske skifte navn. Man skal have hjælp til en helt ny tilværelse både økonomisk og med uddannelse, siger Lisbeth Zornig Andersen til DR Østjylland.

Aarhus-afdelingen af kvindeorganisationen Zonta deltager også i arbejdet med at udvikle exitprogrammet.

Lisbeth Zornig Andersen var formand for Børnerådet fra 2010 til 2012. Hun har i dag konsulentvirksomheden Huset Zornig, der arbejder med projekter for socialt udsatte.

Hun spillede en nøglerolle i en meget omtalt ministerstorm, da daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF) i august sidste år for åben mikrofon lovede hende en million kroner fra en pulje til socialt udsatte til projektet "Stemmer på kanten".

Problemet var, at ministeren var for hurtigt ude med at love pengene væk, inden ansøgningsfristens udløb.

Sagen kostede i første omgang ministeren en næse i Folketinget, og siden har ledende embedsmænd fået kritik for deres rådgivning af ministeren.

/ritzau/