Alternativet bad om penisbilleder fra deres ansatte

Skrevet af Nils Würtzenfeld

20/11/2017
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Foto: Polfoto/Jens Dresling
I foråret blev en række ansatte i Alternativet på mail bedt om at sende fotografier af deres ‘pik i slap tilstand’. Forespørgslen har siden udløst kritik.

Mest læste i dag

Hvad der skulle have været en sjov idé til en fræk collage, er i stedet blevet en uheldig sag for Alternativets ledelse.

Det står klart, efter flere ansatte i partiet i foråret modtog en intern mail, hvori de blev opfordret til at sende fotografier af deres ‘pik i slap tilstand’. Det skriver Jyllands-Posten, der er kommet i besiddelse af mailen.

Afsender var partiets pressechef, Magnus Haslebo, og mailen var blevet sendt til både medarbejderne og folketingsgruppen. 

De efterspurgte penisbilleder skulle bruges i forbindelse med en 100-års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, i København.

Formål var at partiet kunne give værtshuset en 'lille fiffig collage’ af de mandlige kønsorganer, lyder forklaringen.

Magnus Haslebo skrev desuden i mailen, at partiets politiske leder, Uffe Elbæk, ‘selvfølgelig er med på idéen, så det kan blive et rent tilløbsstykke dernede’.

Den fiffige idé skabte dog langt fra intern begejstring hos partiets medarbejdere, hvilket resulterede i, at idéen om collagen blev droppet efter få timer.

En måned efter den omtalte mail indløb en generel klage til partitoppen fra flere medarbejdere, som kritiserede en ‘alt for direkte’ omgangstone samt en ødelæggende ‘festkultur’.

Siden har flere medlemmer offentligt taget afstand fra mailforslaget - deriblandt gruppeformand René Gade.

- Sådan noget skal vi aldrig deltage i. Det er ikke professionelt for en arbejdsplads. Det kompromitterer vores professionalitet. Det var også min holdning, da jeg selv fik mailen, forklarer han til Jyllands-Posten.

Efterfølgende har partiets formand Uffe Elbæk forklaret, han var med på den ‘humoristisk dårlige idé’. Men hurtigt indså både han og chefen, at idéen ‘selvfølgelig ikke skulle blive til noget’:

- Vi synes alle sammen bagefter, at det var en dårlig, humoristisk idé. Magnus reagerede også samme dag. Det handlede bare om, hvordan vi kunne lave noget sjovt til Centralhjørnet, lyder det fra partiets politiske leder.

Læs også: Toppolitikere får deres fødselsdagsfester betalt med skattekroner