Chokmåling for Mette Frederiksen: Aldrig sket før

Skrevet af Mathias Nielsen

31/03/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En ny måling er chokerende læsning for landets statsminister, som ikke just er vildt populær for øjeblikket.

Dagens topnyheder

Mette Frederiksen har gennem sin tid som dansk statsminister generelt været populær blandt danskerne.

I hvert fald har en masse målinger gennem tiden vist, at flere er tilfredse med Mette Frederiksen som statsminister, end det modsatte. Alting har dog en ende, og den er kommet nu.

Nye tal fra meningsmålingsinstituttet Epinion viser for første gang siden Mette Frederiksen blev statsminister i juni 2019 nemlig, at flere er utilfredse med Mette Frederiksens indsats som statsminister, end de er tilfredse. 39 procent af de adspurgte svarer, at de synes, hun klarer sig dårligt, mens 32 procent synes, hun gør det godt. Det skriver DR.

Der er sket meget siden april 2020, hvor hele 79 procent var tilfredse med Mette Frederiksens indsats som statsminister. Det var få uger efter den første coronanedlukning.

Foto: DR

Nu er virkeligheden ganske vist en anden, hvilket faldet på 47 procent også vidner om. Generelt har den nuværende SVM-regering set dalende opbakning i meningsmålinger sammenlignet med de tre partiers resultat ved valget i november 2022.

Selvom det for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen personligt er gået den gale vej, så er der ikke nogen bekymring at spore hos regeringspartiet selv.

Christian Rabjerg Madsen, som er politisk ordfører for Socialdemokratiet, mener ikke, at den siddende regering eller statsminister gør noget forkert, de dårlige målinger til trods.

- Der bliver truffet beslutninger i øjeblikket, der er vanskelige, og jeg tror, det er det, man ser afspejlet i tallene. Man skal bare huske, at det er de vanskelige beslutninger, vi træffer i dag, der gør os i stand til i morgen at investere i vores velfærdssamfund, investere i at nedbringe ventelister og investere i et velfærdssamfund, der bliver bedre og ikke dårligere i takt med, at vi bliver flere ældre og flere børn, siger Christian Rabjerg Madsen til DR.