Inger Støjberg raser

Skrevet af Mathias Nielsen

14/04/2023
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Den tidligere minister er ikke tilfreds.

Dagens topnyheder

Tidligere i dag kunne den danske regering meddele, at man nu ændrer på grænsekontrollen - ja, den ophører faktisk til Sverige 12. maj.

Beslutningen kommer i kølvandet på en løbende vurdering af behovet for at have grænsekontrollen, som koster både penge og mandskab.

Det er dog ikke alle steder, at man er tilfreds med regeringens beslutning.

Både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er uforstående over for regeringens beslutning om at ophæve grænsekontrollen mod Sverige og omlægge den mod Tyskland, skriver B.T.

- Reelt set har vi jo en regering, der ikke passer ordentligt på Danmark, siger formand Inger Støjberg (DD) til B.T og tilføjer

- Jeg synes ikke, det er for meget sagt, at vi har en regering, der både slækker på udlændingepolitikken og ikke står vagt om vores alle sammens sikkerhed og tryghed.

Som tidligere udlændinge- og integrationsminister har Inger Støjberg været med til at forlænge den midlertidige grænsekontrol, som første gang blev indført i 2016 i kølvandet på flygtningekrisen i 2015.

Omlægningen mod Tyskland betyder, at der vil være mindre indrejsekontrol. I stedet skal der i højere grad fokuseres på at styrke indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet.

Kigger man på grænsekontrollen mod Sverige, så er både Inger Støjberg og Peter Kofod fra Dansk Folkeparti bekymret over ophævelsen, da Sverige i flere år har haft voldsomme problemer med bandekriminalitet.

Noget, som stadig plager naboen på den anden side af Øresund.

Skyderier og drab sker nærmest på ugentlig basis, så begge politikere så gerne, at man ikke ophævede grænsekontrollen.