Jakob Ellemann rystet over høje elpriser: 'Nu skal regeringen på banen'

Skrevet af Nicolai Busekist

13/01/2022
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har sendt et brev til finansminister Nicolai Wammen (S) med en klar opfordring.

Dagens topnyheder

Mange danskere har oplevet markante stigninger på naturgas- og elregningen. I begge tilfælde er prisen nemlig eksploderet.

Danskerne oplever for tiden uhyre høje energipriser, og ifølge regeringens egne beregninger kan dette betyde en ekstraregning på 1.400 kr. om måneden for varme i fyringssæsonen for en almindelig børnefamilie.

Dette har fået mange danskere til at råbe op, da de risikerer at må gå fra hus og hjem, fordi de ikke har råd til at betale de stigende energipriser.

Det har resulteret i, at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har sendt en direkte appel til den siddende regering. Han ønsker nemlig, at de indkalder Folketingets partier til forhandlinger, så der kan gøres noget ved problemet.

Det afslører han selv i et opslag på Facebook, hvor han også har delt et brev, han har sendt til finansminister Nicolai Wammen (S).

I brevet skriver han, at Venstre ønsker at tage affære og gøre en indsats for, at problemet kan blive løst. Jakob-Ellemann Jensen skriver, at der særligt bør gøres en indsats for de, der er hårdt ramt.

"Vi har de seneste måneder set voldsomme prisstigninger på energi. For Venstre er det afgørende, at vi tager affære og gør en indsats overfor dem, der bliver ramt hårdt," starter han sit brev.

Derudover skriver han, at det ikke ser ud til, at regeringen har tænkt sig at tage affære, hvorfor han opfordrer til, at regeringen indkalder Folketingets partier til forhandlinger.

"Det ser foreløbigt ikke ud til, at regeringen har tænkt sig at tage affære i sagen. Derfor dette brev med en opfordring til, at regeringen hurtigst muligt indkalder Folketingets partier til forhandlinger. Målet må være at afbøde de værste økonomiske konsekvenser, som mange danskere oplever med de stigende priser på el og varme," skriver Jakob-Ellemann Jensen.

"Venstre er klar til at gøre en ekstraordinær indsats for at hjælpe dem, der bliver ramt hårdt i den her helt ekstraordinære situation. Vi har allerede peget på et par forslag, som vi gerne vil drøfte med regeringen," fortsætter han.

I brevet fremgår det, at Venstre ønsker at afsætte 50 mio kr. specifikt til, at særligt pensionister kan søge om at få varmetillæg. Dette blev foreslået i forbindelse med finanslovsbehandlingen, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Derudover peger Venstre på, at elafgiften skal sænkes, så det bliver billigere at bruge strøm. Dette mener partiets formand giver god mening, da en stadig større andel af vores el kommer fra vedvarende energi.

Slutteligt understreger Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre ikke har lagt sig fast på en konkret model til, hvordan situationen skal håndteres. De ønsker derimod at arbejde sammen med Folketingets partier om at finde løsninger.

"Vi er klar til at finde en vej frem sammen med Folketingets partier, og vi håber derfor, at regeringen snarest vil indkalde til forhandlinger og i den forbindelse fremlægge yderliger forslag til løsninger," runder Venstres formand sit brev af, som kan læses herunder: