Kinesisk missilsystem er landet i 'Putin-venligt' land i Europa

Skrevet af Mathias Madsen

12/04/2022
Seks af disse fly landede lørdag i Serbien / Foto: Shutterstock
Seks af disse fly landede lørdag i Serbien / Foto: Shutterstock
Lørdag fløj kinesiske militærfly ind over mindst ét NATO-land og landede i et europæisk land.

Dagens topnyheder

Serbien er ét af de få lande i Europa, som fortsat støtter Rusland og Vladimir Putin trods landets invasion af og mulige krigsforbrydelser i Ukraine. 

Ifølge Information har Serbien historisk set altid haft et tæt og godt forhold med Rusland, og landet er hverken medlem af NATO eller EU, selvom de gerne vil være medlem af EU.

De seneste tids spændinger har dog tvunget verdens lande til at vælge side, og det kan godt se ud som om, at Serbien har valgt Rusland og derfor formentlig er trådt længere væk fra et eventuelt EU-medlemsskab. 

Landet er nemlig ét af de få lande, som ikke har fordømt eller kritiseret Ruslands invasion. 

Udover Serbien er det lande som Nordkorea, Eritrea, Syrien og Hviderusland, som åbenlyst har støttet Rusland, og lande som Kina og Indien, som ligesom Serbien har spillet en mere neutral rolle. 

Nu har en levering af et kinesisk missilsystem dog gjort, at flere mener, at både Serbien og Kina har trukket sig længere væk fra Vesten og mod Rusland. 

I lørdags landede seks kæmpestore kinesiske Y-20 militærtransportfly nemlig ifølge TV2 i Beograds civile lufthavn, og det er første gang nogensinde, at så stor en gruppe kinesiske militærfly er landet i Europa - endda efter at have fløjet gennem mindst ét NATO-lands luftrum. 

Endnu mere foruroligende er det, at der ombord formentlig var den første leverance af det kinesiske jord-til-luft missilsystem HQ-22, som Serbien bestilte fra Kina i 2019. 

Bestillingen blev altså lavet længe før Ruslands invasion af Ukraine, men det er et pudsigt sammentræf, at det leveres midt under den første krig i Europa siden Anden Verdenskrig af et land, som ikke har bekendt kulør, til et land, som historisk set har været på Ruslands side. 

En talsmand for den kinesiske regering har dog forsikret, at der var tale om "en normal, længe planlagt" leverance af militært udstyr, men han vil samtidig ikke bekræfte, at der er tale om det kinesiske missilsystem. 

"Når USA sælger våben til Europa og til øen Taiwan, så er der ikke nogen, der bekymrer sig, om hvorvidt det skader den regionale fred og stabilitet. Kina har solgt noget almindeligt militærudstyr til Serbien. Hvordan kan det skade den regionale fred og sikkerhed?" har talsmanden blandt andet spurgt retorisk.