Lægger pres på Mette Frederiksen: Truer med mistillidsvotum

Nicolai Busekist

102 uger siden

|

04/11/2022
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Fredag lægges der pres på fungerende statsminister Mette Frederiksen, da et mistillidsvotum ikke kan udelukkes.

Dagens topnyheder

Da Mette Frederiksen udskrev valg, blev det gjort klart, at Socialdemokratiet ville gå til valg på en bred regering over midten.

Det samme blev gentaget, da hun holdt tale på valgaftenen. Det betyder, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er gået ind til regeringsforhandlingerne med henblik på at skabe en bred regering.

Ikke alle er dog fan af denne idé. En af dem, der har udtrykt sig negativt om, at en bred regering kan være på vej, er Mai Villadsen, der er politisk ordfører for Enhedslisten.

Tidligt fredag aften udtalte hun sig til B.T., hvor hun forklarede, at dagens møde har været godt, men Enhedslisten også har gjort det klart for Mette Frederiksen, at hun bør skabe en ny regering med afsæt i det rød-grønne flertal.

Hertil lagde hun heller ikke skjul på, at både hun og Enhedslisten har 'svært ved at se', at en bred regering skulle kunne blive en realitet.

Til den fremmødte presse ved Marienborg, gjorde Mai Villadsen det klart, at Enhedslisten ikke vil være en del af regeringen, hvis det bliver en bred regering. Derimod vil partiet være en del af opposition.

"En benhård opposition, men selvfølgelig også en, der vil lave aftaler," lød det fra Mai Villadsen ifølge B.T.

Da hun blev spurgt om, hvorvidt Enhedslisten har i sinde at vælte regeringen, hvis der skulle blive indledt et samarbejde med højrefløjen, gjorde hun det klart, at et mistillidsvotum godt kan komme på tale.

"Jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, at vi, i Enhedslisten, ikke vil stille mistillidsvotum," sagde hun.

Tidligere fredag udtalte fungerende statsminister Mette Frederiksen, at hun fortsat er optimistisk om muligheden for at danne en bred regering.

Hun har dog ikke ønsket at komme nærmere ind på, hvilken regering hun helst vil sammensætte. Det vides derfor ikke, om hun har en bestemt konstellation i tankerne.