Forside Politik Lars Løkke og co. i brøler: Skal betale erstatning for...

Lars Løkke og co. i brøler: Skal betale erstatning for brug af Gnags-sang

Lars Løkke Rasmussen
Alexandros Michailidis / Shutterstock

Moderaterne har benyttet sig af en Gnags-sang uden tilladelse, og det koster nu partiet dyrt.

Forsangeren i Gnags, Peter A.G. Nielsen, har indgået et forlig med Moderaterne efter en strid om brugen af sangen “Når jeg bli’r gammel” i en politisk kampagne.

Det fremgår ifølge Ritzau af en pressemeddelelse fra bandet, hvor det oplyses, at sagen nu er afsluttet uden retssag.

Selve konflikten opstod som følge af, at partiet anvendte en række elementer fra sangen uden at have fået tilladelse.

Ifølge aftalen skal Moderaterne betale 150.000 kroner til Peter A.G. Nielsen. Beløbet dækker blandt andet udgifter i forbindelse med sagen. Derudover skal partiet donere yderligere 150.000 kroner til et velgørende formål.

Striden udspringer af en kampagne for partiets pensionsudspil, hvor sangens tekst blev omskrevet. I den oprindelige version synger Peter A.G. Nielsen ‘Når jeg bliver gammel, vil jeg sidde på en bænk’, mens kampagnen gjorde brug af en ændret formulering.

Forsangeren havde tidligere afvist en forespørgsel fra partiet om at anvende sangen i videoannoncer.

På trods af, at selve musikken ikke blev brugt i materialet, blev teksten alligevel anvendt i udendørs reklamer.

Det fik Peter A.G. Nielsen til at reagere, da han gjorde det klart, at han ikke accepterede brugen af sangen uden samtykke og truede med et søgsmål for brud på ophavsretten.

“Der, hvor jeg kommer fra, er et nej et nej. Og det respekterer man. Men nu har de så valgt at bruge sangen alligevel imod bedre vidende, og det vil jeg ikke finde mig i,” sagde han ifølge Ritzau.

Efter forliget ønsker forsangeren nu at lægge sagen bag sig.

“Nu vil vi koncentrere os om at komme ud live og møde alle de andre vilde kaniner henover sommeren,” lød det også.

Ads by MGDK