Mette Frederiksen deler advarsel

Skrevet af Nicolai Busekist

25/02/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Statsminister Mette Frederiksen har delt en advarsel, og har understreget, at der fortsat pågår en efterforskning af sagen.

Dagens topnyheder

I sensommeren blev gasledningerne Nord Stream 1 og 2 ramt af mystiske eksplosioner. Siden da har der været spekuleret i, hvad og hvem, der har forårsaget det.

Ifølge Ritzau er det også fortsat uvist, om der rent faktisk vil komme et officielt svar på, hvad der skete med de to gasledninger, der befinder sig under havet nær Bornholm.

Det er meget begrænset, hvad der er blevet meldt ud om sagen, og meget tyder på, at de involverede regeringer har valgt at holde kortene tæt til kroppen.

De danske myndigheder er dog i fuld gang med en efterforskning af sagen, og det samme gør sig også gældende for både tyske og svenske kolleger.

At der endnu intet er blevet meldt ud om eksplosionerne, har sat gang i et væld af teorier i løbet af de seneste måneder, men ifølge statsminister Mette Frederiksen er der ikke noget at gøre ved det.

De mange teorier har dog fået hende til at advare imod konspirationsteorier om, hvad og hvem, der står bag eksplosionerne på de to gasledninger.

"Jeg vil advare mod konspirationer i enhver sammenhæng og i det hele taget. Jeg anerkender ikke en præmis om, at myndigheder er ansvarlige for konspirationsteorier," siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau.

"Altså det er dem, der fremsætter dem, der må tage det ansvar. Jeg vil advare imod konspirationsteorier, men der pågår en efterforskning. Der er ikke konkluderet på baggrund af den."

Der er flere historier, der har vakt opsigt i den seneste tid, men en af de historier, der især har fået ben at gå på, er blevet bragt frem i lyset af en amerikansk journalist ved navn Seymour Hersh.

Den 8. februar skrev Hersh på sin blog, at han fra en anonym kilde, der har 'direkte kendskab til planlægningen' har fået informationer om, at USA og Norge skulle have stået bag, men dette har begge lande afvist og kaldt hhv. 'ren fiktion' og 'nonsens', skriver Ritzau.