Mette Frederiksen med klart budskab til Zelenskyj

Skrevet af Mathias Nielsen

71 uger siden

|

05/01/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mette Frederiksen har i en samtale med den ukrainske præsident gjort det meget klart, at Danmark bakker op om Ukraine.

Dagens topnyheder

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Twitter, at hun onsdag holdt møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

- Talte i går med Zelenskyj om situationen på jorden i Ukraine, og jeg bekræftede fortsat stærk dansk støtte til Ukraines frihedskamp både økonomisk, militært og humanitært, skriver statsministeren i opslaget.

Onsdag aften skrev også Volodymyr Zelenskyj på selvsamme medie, at han havde talt med den danske statsminister.

Her fortalte præsidenten blandt andet detaljeret om situationen ved fronten, men tiden gik også med at drøfte "yderligere skridt for at styrke det dansk-ukrainske samarbejde", skriver Zelenskyj.

Vi skal ikke spole tiden ret langt tilbage for at finde den seneste gang hvor Zelenskyj har talt med en danske politiker. I december måned var Jakob Ellemann-Jensen (V) på sin første tur som nyudnævnt forsvarsminister i den nye SVM-regering.

Her gik turen til Riga i Letland. Her deltog Zelenskyj også via video. Her sagde han direkte til Jakob Ellemann-Jensen, at han godt kunne tænke sig seks Caesar-haubitser.

Netop disse haubister er noget af det mest moderne og effektive artilleri, som der findes i NATO. Danmark fik sine første overdraget i 2020, så der er altså tale om et ganske nyt våbensystem.

- Du kender vores behov for Caesar-systemer, som har vist sig at være fantastiske på slagmarken. De er vitalt vigtige nu for Ukraine. Og vi har brug for jeres beslutning om at sende Caesar-systemer, sagde Zelenskyj gennem en tolk til Ellemann-Jensen dengang.

Efter mødet i Letland sagde Ellemann, at "de vil se på anmodningen".

- Det er jo en balance mellem, hvad vi har, hvad vi skal bruge og et ønske om at støtte dem, der kæmper den her frihedskamp på vegne af os alle sammen.