Mette Frederiksen melder ud: Det kan få alvorlige konsekvenser

Skrevet af Nicolai Busekist

23/02/2022
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Den danske statsminister slår fast, at det kan få alvorlige konsekvenser for Rusland, hvis de viser yderligere aggression.

Dagens topnyheder

Krisen mellem Rusland og Ukraine udvikler sig time for time. Det er en situation, som lederne af mange af verdens lande følger meget tæt. Én af dem, der gør det, er den danske statsminister, Mette Frederiksen.

Det slår hun fast i et opslag på Facebook, hvor hun skriver, at det er en 'foruroligende udvikling', der forekommer i og omkring Ukraine. Samtidig skriver hun, at krisen udvikler sig hurtigt, og at de følger situationen tæt.

Mette Frederiksen lægger heller ikke skjul på, at Ruslands handlinger er uacceptable. Det er en udmelding, der kommer i kølvandet på, at præsident Putin mandag valgte at indsætte såkaldte 'fredsbevarende styrker' i to ukrainske regioner.

"Ruslands handlinger er helt uacceptable. Og regeringen fordømmer dem på det kraftigste. Putins beslutning er en klar krænkelse af Ukraines suverænitet. Og der skal ikke herske tvivl om, at Danmark står på Ukraines side," skriver hun.

Udvikling i Rusland og Ukraine har nu medført, at EU-landene har vedtaget en ny sanktionspakke mod Rusland, som blandt andet omfatter målrettede sanktioner mod en række politiske ledere.

"I Vesten står vi sammen. Og vi har nu taget det første, nødvendige skridt. EU-landene har vedtaget en ny sanktionspakke mod Rusland. Den omfatter bl.a. målrettede sanktioner mod en række politiske ledere. Og vores tyske naboer har truffet en vigtig beslutning om at indstille godkendelsen af gasrørledningen Nord Stream 2," fortæller Mette Frederiksen.

Skulle den vedtagen sanktionspakke ikke være nok, vil yderligere aggression fra Ruslands side blive mødt med alvorlige konsekvenser, fortæller Mette Frederiksen.

"Det sender et klart signal til Putin om, at vi i Vesten står sammen. At vi hurtigt og effektivt kan blive enige, når det gælder. Vi er stadig fast besluttet på, at yderligere aggression vil blive mødt af alvorlige konsekvenser og omkostninger for Rusland, ligesom NATO kommer til at tage bestik af den forværrede sikkerhedssituation," skriver hun.

Ifølge CNN er udviklingen i Ukraine ikke positiv, da den våbenhvile, der er mellem Ukraine og de separatister i Luhansk og Donetsk, er blevet brudt 59 gange i løbet af onsdag. Derudover oplyser de, at en enkelt ukrainsk soldat har mistet livet.