Pernille Vermund raser

Skrevet af Nicolai Busekist

21/02/2022
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund er rasende, og langer ud efter 'inkompetente politikere'.

Dagens topnyheder

Pernille Vermund er bestemt ikke fan af Trine Bramsens forslag om, at der bør stilles krav om minimum 40% kvinder i danske virksomheders bestyrelser.

I et opslag på Facebook skriver Nye Borgerlige-formanden, at hun til hver en tid ville foretrække at blive valgt til en bestyrelsespost på grund af sine evner og meritter. Hun ønsker derfor ikke at blive valgt på baggrund af sit køn.

Derudover finder hun det 'dybt urimeligt', at mænd kan risikere at blive fravalgt til en bestyrelsespost på grund af deres køn.

"Som mor til tre drenge finder jeg det dybt urimeligt, at drenge og mænd kan være nok så flittige, dygtige og kompetente, men alligevel risikerer at blive fravalgt til en bestyrelsespost alene på grund af deres køn," skriver hun.

Pernille Vermund, der tidligere har været selvstændig erhvervsdrivende, mener, at det er uacceptabelt, at politikerne skal blande sig i, hvilke mennesker, der bliver ansat i private virksomheder.

"Og som tidligere selvstændig erhvervsdrivende finder jeg det helt uacceptabelt, at inkompetente politikere skal blande sig i, hvilke mennesker man i det private ansætter eller vælger til at lede ens virksomhed," skriver hun, og fortsætter:

"Derfor nærer jeg en dyb modstand mod Trine Bramsens vanvittige krav om minimum 40% kvinder i danske virksomheders bestyrelser."

Nye Borgerlige-politikeren går endda så langt, at hun mener, at 'inkompetente politikere' skal 'holde nallerne langt væk fra ledelsen af danske virksomheder'.

Derudover stiller hun spørgsmålstegn ved, hvorfor det altid er bestyrelsesposter, der er tale om, når der tales om at indføre kønskvoter. Samtidig påpeger hun, at det ikke er tilfældet i forhold til brancher med fysisk hårdt arbejde.

"Hvorfor er det i øvrigt altid bestyrelsesposter, der er på tale, når de røde og nyfeministerne vil indføre kvoter? Hvad med kønsfordelingen i renovationsbranchen, blandt kloakmestre eller jord- og betonarbejdere? Det er sjovt nok aldrig de fysisk hårde tjanser, nyfeministerne ønsker at tage større del i. Her anerkender man måske, at der er forskel på kønnene? Det tænker jeg," skriver hun.

Ydermere påpeger hun, at det sjældent er kontroversielt at sige, at kvinders underrepræsentation i de fysisk hårde erhverv formentlig skyldes, at der er forskel på mænd og kvinder.

Hun mener, at det samme ikke kan siges, når det kommer til lederstillinger og bestyrelsesposter, da det vil være et politisk ukorrekt synspunkt.

Pernille Vermund mener dog ikke, at der ingen kvindelige kloakarbejdere findes. Hun mener heller ikke, at alle kvinder er mindre risikovillige end mænd. Der findes nemlig undtagelser.

"Der er masser af undtagelser; kompetente, stærke og risikovillige kvinder, som slår deres mandlige kolleger med længder. Men de gør det på grund af deres flid, evner og meritter - ikke fordi de har fået pladsen af Trine Bramsen," slutter hun opslaget af, som kan ses herunder: