Regeringen vil ændre på karakterskalaen – Se de nye karakterer her

Skrevet af Henrik R

12/04/2019
Hvis man er faldt godt til rette i 12-skalaen, så skal man måske til at lære en ny. Politikerne på Christiansborg går med seriøse overvejelser om at ændre på skalaen, så man blandt andet får en ny topkarakter.

Dagens topnyheder

Hvis man er omkring de 30 år, så vil man både have gået i uddannelsessystemet, hvor man kunne få karakterer efter den gamle 13-skala, og fra den ”nye” 12-skala. Nu er karakterskalaen dog på tegnebrættet igen, og det peger hen mod, at der kommer en ny karakter.

Karakteren bliver dog ikke meget anderledes end det nuværende 12-tal, der vil blot blive tilføjet et plus, så den højeste karakter hedder 12+.  Årsagen til, at man ønsker endnu en karakter skyldes, at der i dag mangler en mulighed for at belønne de helt ekstraordinære præstationer. Det skal et 12-tal efterfulgt af et lille plus altså ændre på.

”Vi vil alle sammen gerne have noget at stræbe efter, og 12+ giver mulighed for at belønne den selvstændige præstation. Det niveau har vi ikke i dag. Det er et problem,” fortæller undervisningsminister Merete Riisager til TV 2.

Var det alene uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, der skulle stå for den nye karakter, så ville han i stedet have valgt at indføre 13-tallet igen. Det kommer dog ikke til at ske, men han håber på, at man med et par justeringer kan gøre den nuværende 12-skala endnu bedre.

Betyder intet for gennemsnittet

En af de ting der vægtes allerhøjst for elever, når de skal forlade en uddannelse, er deres samlede gennemsnit. Det er nemlig det, der kan være deres nøgle ind til den drømmeuddannelse, de gerne vil ind på.

Indførelsen af en ny forbedret karakter, kommer dog ikke til at rokke ved gennemsnittet. Så selvom to elever har fået stort set de samme karakterer, men hvor den ene har udmærket sig ved at få flere 12+ karakterer, så vil de altså ligge på det samme gennemsnit.

Selvom den nye karakter ikke viser sig i gennemsnittet, så mener Tommy Ahlers stadig, at det er vigtigt, og det er noget, man kan vise frem til en kommende arbejdsgiver.

”Men jeg vil gerne have, at man går lidt væk fra det stærke fokus på gennemsnit og husker, at læring er at fordybe sig i stoffet. 12+ er udtryk for, at du både kan stoffet, og at du også turde noget ekstra. Det vil jeg gerne kunne fortælle den arbejdsgiver, der en dag skal sidde og ansætte,” lyder det fra ministeren til TV 2.

Hvis der bliver lavet om på 12-skalaen, så vil det muligvis blive med flere renoveringer. 7-tallets dage ser ud til at være talte og i stedet indfører man et 6-tal et 8-tal og et 12+.