Ungarn vil ikke støtte EU's sanktionspakke mod Rusland: EU har kastet en "atombombe" over Ungarns økonomi

Skrevet af Mathias Madsen

06/05/2022
Viktor Orban / Foto: Shutterstock
Viktor Orban / Foto: Shutterstock
Ungarn nægter endnu engang at samarbejde om at 'bekæmpe' Rusland og støtte Ukraine.

Dagens topnyheder

Ungarn har under hele invasionen af Ukraine været ét af de få EU-lande, som har holdt lidt igen med at blande sig for meget i krigen i Ukraine. 

"Dette er en krig mellem Ukraine og Rusland, dette er ikke Ungarns krig," har landets premierminister, Viktor Orban, blandt andet udtalt, og nu modarbejder landet endnu engang EU i 'bekæmpelsen' af Rusland.

Det skriver TV2

EU's sanktioner mod Ruslands energisektor, som blandt andet indebærer et forbud mod import af russisk råolie, er åbenbart for meget for det østeuropæiske land, vis premierminister kalder de nye sanktioner for en "rød linje" for Ungarn og en "atombombe" over landets økonomi. 

Det har Orban ifølge Reuters og Tass udtalt til radiostationen Kossuth. 

Her slår han fast, at Ungarn ikke vil støtte de nye EU-sanktioner mod Rusland. 

"Jeg var klar til at støtte de første fem af EU's sanktionspakker, men jeg har fra starten gjort det klart, at der er en rød linje: energisektoren," har han udtalt og kaldt EU-kommissionens nuværende forslag for en "atombombe," der er blevet kastet over Ungarns økonomi. 

Han har uddybet, at Ungarn er klar til at forhandle, hvis EU kommer med et nyt forslag, der vil imødekomme de ungarske interesser. 

"Vores standpunkt er for fred. Dette er en krig mellem Ukraine og Rusland, dette er ikke Ungarns krig," slog Orban fast i radioen. 

En udtalelse som hænger godt sammen med, at Ungarn er ét af de få vestlige lande, som har nægtet at sende våben til Ukraine.