Mikkel Petersen
Nu peger han på, hvem der bør lede Danmark.
Den nyudnævnte løsgænger Jacob Harris melder nu klart ud om, hvem han ser som Danmarks næste statsminister.
Kort efter sin eksklusion fra Borgernes Parti peger han på Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, som den rette til posten.
Kommer med klar melding
Jacob Harris blev smidt ud af Borgernes Parti blot fire dage efter folketingsvalget.
Partiet begrundede eksklusionen med brud på interne aftaler og manglende sandfærdige oplysninger.
Siden har han stået uden for partierne i Folketinget men det har ikke afholdt ham fra at blande sig i det politiske spil.
“Hvis jeg helt frit fra hoften kunne få lov at bestemme, så skulle Morten Messerschmidt være statsminister,” siger Jacob Harris.
Udmeldingen kommer i kølvandet på en periode med massiv omtale af Harris, blandt andet i forbindelse med beskyldninger om økonomisk uregelmæssighed i et konkursramt familieselskab.
Det skriver BT.
Afviser skifte – for nu
Spekulationerne har allerede gået på, om Jacob Harris kunne være på vej mod Dansk Folkeparti. Det afviser han dog selv.
“Det er selvfølgelig nærliggende, kan man sige, men det er ikke noget, jeg har overvejet,” siger han.
Morten Messerschmidt har samtidig gjort det klart, at der ikke er plads til Harris i partiet på nuværende tidspunkt.
Det møder forståelse hos løsgængeren, der erkender, at der har været en del “støj” omkring hans person.
Drømmer om blå regering
Selv om vejen til Statsministeriet kan virke lang for Messerschmidt, afviser Jacob Harris ikke muligheden.
Han peger på, at et blåt flertal i princippet kan samles, hvis de rette partier finder sammen.
Ifølge Harris kræver det dog, at blandt andre Moderaternes Lars Løkke Rasmussen er villig til at samarbejde med Dansk Folkeparti.
Flere løsgængere i Folketinget
Jacob Harris er ikke alene om at stå uden parti efter valget.
Også Emilie Schytte, der ligeledes er ude af Borgernes Parti, samt Cecilie Liv Hansen, som er ekskluderet fra Liberal Alliance, sidder nu som løsgængere.
Sagen om Jacob Harris føjer sig dermed til en række politiske efterspil, der fortsat præger tiden efter valget.
