Advarer om kaotiske tilstande i lufthavne: "Det er langt værre, end vi nogensinde har set, og det kommer nok til at fortsætte sommeren over"

Foto: Shutterstock

Sommerferien byder på flere udfordringer end normalt.

I morgen begynder skolernes sommerferie, og det betyder for mange familier en tur sydpå til mere varme. Efter to år med coronarestriktioner, er det på nuværende tidspunkt forholdsvis nemt at rejse i Europa.

Længslen efter en sommerferie til Sydens sol er da helt sikkert også noget, som har fået mange danskere til at bestille en charterferie.

Læs også

Sænker afgiften: Fra næste fredag får du billigere strøm

Uheldigvis er der nu opstået nogle nye, men ikke desto mindre ret så store problemer for den globale rejseindustri. Under nedlukningerne var flyselskaberne nødt til at afskedige rigtig mange medarbejdere, da man dagligt blødte millioner af kroner.

Mange af de medarbejder har siden da fundet nye jobs i andre brancher, hvorfor både lufthavne og flyselskaberne nu mangler alt fra bagagemedarbejdere til securityfolk.

Det lægger et øget pres på de medarbejdere, som der stadig er at finde i de nævnte jobs. Læg dertil at både SAS og Norwegian lige nu har store problemer med strejke blandt medarbejdere.

Flere afgange er for eksempel blevet aflyst, og helt generelt er det kaotiske tider i rejsebranchen. 

- Det er langt værre, end vi nogensinde har set, og det kommer nok til at fortsætte sommeren over, fortæller Jacob Pedersen, som er luftfartanalytiker og tilføjer:

- Når man pakker hjemmefra, så pak toiletsager, tøj og tålmodighed.

Hos Spies Rejser er de opmærksomme på de nuværende udfordringer i både danske og europæiske lufthavne. Men da 90 procent af selskabets kunder rejser med rejsebureauets egne charterfly, er de ikke ramt af aflysninger på samme måde som kunder hos andre selskaber er det.

Det oplyser Sofie Folden Lund, kommunikationschef hos Spies Rejser til TV 2.

Spies Rejser har desuden fem gode råd, som kan gøre sommerferien lidt bedre.

  1. Ankom i lufthavnen i god tid. Senest to timer før afgang, hvis rejsen går til en europæisk destination. Tre timer før, hvis det er uden for Europa.

  2. Husk pas og andre vigtige rejsedokumenter, såsom det blå sygesikringskort.

  3. Hav styr på og overhold reglerne for håndbagage. Både i forhold til, hvad man må have med igennem sikkerhedskontrollen, hvad der skal i små poser, og hvor mange kilo man på pakke.

  4. Check ind online hjemmefra, hvis det er muligt. Så slipper man for at stå i kø ved indtjekningsskrankerne.

  5. Pak en stak mundbind for en sikkerheds skyld. Nogle lande har stadig krav om at bære mundbind i for eksempel offentlig transport.

Læs også

TV 2-profil i stor lykke: Venter barn

 

 

Dagens Gossip