Dette skal du huske, hvis du tager dit kæledyr med på ferie

Skrevet af Henrik R

08/06/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hundredetusinde danskere rejser i disse dage på ferie og med dem rejser tusindvis af kæledyr.

Mest læste i dag

Danskerne er ét af de folkefærd i verden, som rejser mest, og ifølge TV2 er danskerne faktisk de europæere som rejser aller mest. 

Derudover er danskerne rigtig glade for kæledyr, og hele 850.000 danske familier har således ifølge Danmarks Statistik mindst ét kæledyr i hjemmet.

Særligt hunde er et populært kældedyr, og danskerne ejer således sammenlagt 550.000 hunde, som rigtig mange opfatter som en del af familien og derfor vælger at tage med, når turen går mod syd om sommeren. 

Hvad end det er i bil, tog eller fly, så er der en række ting, som man skal huske at have styr på, når man skal have sin firbenede ven med ud over landets grænser. 

Herunder har vi samlet de vigtigste regler og huskeregler:

Husk passet

Når man skal ud over landets grænser er det altid en god ide at medbringe sit pas, da det er et krav for at komme ind i mange lande, ligesom det er et vigtigt identifikationspapir, og det er ikke anderledes for det firbenede familiemedlem. 

Ifølge Anicura er det således et krav at have et EU-pas med til sit kæledyr, hvis man rejser med hund eller kat inden for EU, ligesom det også er et krav i langt de fleste lande uden for EU. 

Samme regler gælder for kaniner, men vil man for eksempel have sin hamster, dværghamster eller sit marsvin med til et andet EU-land, er det ifølge hamsterinfo.dk faktisk ikke nødvendigt med hverken pas eller dyrelægeerklæringer. Læs mere om det her

Vælg den korrekte transportform

Hvis du ikke skal længere end for eksempel Norge, Sverige eller Tyskland, kan det være værd at overveje, om ikke det er smartest at køre. 

På den måde er det nemlig muligt at stoppe undervejs, så dit kæledyr kan komme ud og strække benene, få luft og komme af med både 'nummer ét' og 'nummer to'. 

Det er dog vigtigt at undersøge reglerne for transport af dyr i bil i de lande, som man skal igennem, da de varierer fra land til land. Husk desuden aldrig at efterlade din hund eller andet kæledyr i en varm bil. 

Hvis man vælger at flyve med sit dyr, skal man huske, at det ikke er alle fly, der tillader dyr ombord. 

De fleste flyselskaber tillader dog ifølge Agria Dyreforsikring, at man tager mindre dyr, som vejer maksimalt otte kilo, med ombord i kabinen, hvis de er i en transportkasse, som overholde specifikke vægt-, længde- og breddekrav. 

I disse tilfælde er det ofte nødvendigt at booke i god tid og desuden betale for en dyrebillet. 

Har man et dyr, som vejer mere end otte kilo, skal de normalt transporteres i et særskilt lastrum og altså ikke i kabinen sammen med resten af familien. 

Husk vaccinerne

Oftest kræver en ferie kun vacciner, hvis man skal til fjerne og fattige lande i for eksempel Asien, Sydamerika og Afrika, men i kæledyrs tilfælde er vaccination også et krav inden for EU. 

Generelt skal hunde være vaccineret mod rabies ved rejser inden for EU, men de enkelte lande kan have deres egne regler, og der er stor forskel på kravene i lande uden for og inden for EU - husk at Norge ikke er med i EU. 

Hvis man skal til Sydeuropa anbefales det, at man sørger for at vaccinere sin hund mod leptospirose.

Derudover er der en række vacciner, som ikke er lovpligtige, men som kan være en god ide at kæledyret får. Læs mere om det på Fødevarestyrelsens hjemmeside ved at trykke her

På hjemmesiden kan man desuden læse meget mere om gode råd, når man skal rejse med kæledyr. 

Forsikring

Det er altid vigtigt at forsikre sit kæledyr, men særligt på udlandsrejser er det vigtigt. 

Husk at oprette en dyreforsikring, og hvis du allerede har en, er det en god ide at sørge for, at den også gælder i udlandet og eventuelt oprette en rejseforsikring, hvis den ikke gør. 

Husk desuden at medbringe alle eventuelle papirer på dit dyr, da de skal bruges, når du skal ind i Danmark igen. 

Ved flyrejse skal du huske at melde til tolderne, at du har dyr med ind.