Kaos i Københavns Lufthavn: Kede af det

Skrevet af Mathias Nielsen

26/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Kaosset fortsætter i Københavns Lufthavn.

Dagens topnyheder

I søndags kunne Københavns Lufthavn udsende en advarsel til kommende rejsende, som omhandlede personaleproblemer. Normalt skyldes det strejke hos kabine- og/eller bagagepersonale.

Denne gang var det i en lidt anden boldgade, da selskabet Naviair, som står for driften i lufthavnens kontroltårn, har personaleproblemer.

Her mangler man flyveledere, og det går kraftigt ud over flydriften. Det er nemlig påkrævet, at der er bemanding i tårnet, så flyene kan lette og lande sikkert.

Indtil videre har manglen på flyveledere medført, at 74.868 flypassagerer fordelt på 589 flyafgange er blevet ramt af forsinkelser på mere end et kvarter siden fredag i sidste uge. 83 flyafgange er blevet aflyst, oplyser TV 2.

Driftsdirektøren i Københavns Lufthavn er ked af den nuværende situation.

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af, at passagererne ikke kommer afsted til tiden, siger Christian Poulsen, der er driftsdirektør i Københavns Lufthavn, til TV 2.

Det er Naviair og flyveledernes fagforening, DATCA, der er endt i en konflikt på grund af manglen på flyveledere.

De nuværende flyveledere har afvist at tage ekstravagter, medmindre de får 40 procent mere i løn.

Selvom det desværre går ud over alle de rejsende, så mener DATCA, at Naviair har været klar over det scenarie, som nu er en realitet, længe.

- Vi har advaret Naviair i over et år om, at den her situation ville opstå, siger formanden for flyveledernes fagforening, Esben Jean-Pierre Blum, til TV 2.

Skal du afsted fra Københavns Lufthavn i nær fremtid, bør du derfor holde dig opdateret omkring flyafgangen, da den kan være forsinket eller i værste fald aflyst som følge af konflikten mellem Naviair og DATCA.