Fuldstændig sindssygt: Skiftede til FCK og fik sat ild til lejlighed

Skrevet af Henrik R

15/07/2019
Det er højst sandsynligt det faktum, at Jens Stage ikke optræder i denne trøje længere, der var årsagen til, at der blev begået hærværk mos hans bolig i Aarhus. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Det er højst sandsynligt det faktum, at Jens Stage ikke optræder i denne trøje længere, der var årsagen til, at der blev begået hærværk mos hans bolig i Aarhus. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
I weekenden måtte politi og brandvæsen ud til en adresse i Aarhus. Da de kom frem viste det sig, at der var begået hærværk og brandstiftelse mod den tidligere AGF-spiller, Jens Stages bolig.

Dagens topnyheder

Fodbold kan være noget af det mest magiske og fantastiske i verden, men desværre er der også episoder, der får folk til helt at glemme disse øjeblikke. Det skete blandt andet i weekenden, - da hvad der formentlig var en gruppe utilfredse fodboldfans - begik hærværk og brandstiftelse mod Jens Stages lejlighed i Aarhus.

For en halv times tid siden lagde AGF en artikel ud på deres hjemmeside med overskriften ‘ AGF fordømmer angreb’ Det var dog ikke en artikel om utilfredshed med angriberne i AGFs trup, men derimod et angreb mod en lejlighed, hvor klubikonet Jens Stage boede indtil for ganske nyligt.

Jens Stage der på ganske få år har kæmpet sig direkte ind i hjerterne hos AGFs fans, valgte nemlig at skifte til hovedstadsklubben FC København, hvilket ikke var en særlig populær beslutning blandt klubbens fans.

De begræd hans skifte, men størstedelen virkede alligevel forstående, hvilket langt fra var tilfældet, da Morten “Duncan” Rasmussen eksempelvis skiftede fra AGF til Brøndby tilbage i 2006.

Nogle fans - formodes der - har dog ikke taget viceanførerens afsked særlig pænt, da der i weekenden blev begået hærværk mod den tidligere AGF-spillers lejlighed i Aarhus.

Civil dom og livslang karantæne

Østjyllands Politi er i færd med at efterforske sagen, men indtil videre er der ikke kommet nogle informationer ud omkring hærværket og brandstiftelsen. Derfor vides det altså heller ikke, om det er AGF-fans, der står bag det, men meget kunne altså tyde på, at det er utilfredse ‘fans’, der står bag angrebet.

Ellers havde AGF ikke meldt så klart ud på deres hjemmeside, og direktør i AGF, Jacob Nielsen, fortæller, at der vil blive udstedt en livslang karantæne til gerningsmændene, hvis det viser sig, at gerningsmændene er ‘fans’ af klubben.

“Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at gerningsmændene har forbindelse til nogle af vores fans, så vil de - udover en civil dom - få livslang karantæne til alle AGF's kampe,” fortæller direktøren til AGFs hjemmeside.

Østjyllands Politi efterlyser nu vidner i sagen. Skulle du have set noget i forbindelse med hærværket og brandstiftelsen, så kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.