Når rytterne til sommer triller gennem Dunkerque på tredje etape af årets Tour de France, kan billedet blive noget anderledes.
Baggrunden er en voksende konflikt i det nordlige Frankrig, hvor stålproducenten ArcelorMittal planlægger at skære over 300 stillinger væk.
Det har fået fagforeningen CGT til at gribe til alvorlige midler og true med strejker og store demonstrationer netop den dag, Touren kommer til byen.
Der kommer dermed ingen gul trøje på den enkelte etape.
"Lad mig slå fast: Jeg respekterer Tour de France og dem, der elsker det, men der er en økonomisk og social nødsituation her," siger Jean-Paul Delescaut, generalsekretær for CGT, til La Voix du Nord.
På arbejdernes kampdag var allerede omkring 1500 mennesker samlet i Dunkerque for at bakke op om de fyringstruede stålarbejdere. Delescaut gør det klart, at konflikten ikke kun handler om lokale arbejdspladser, men rækker bredere ud.
"Metal berører alle. Også cykler. Hvis vi ikke inden den 7. juli er blevet samlet omkring bordet for at tale om nationalisering af stålindustrien, bliver der ingen gul trøje i Dunkerque," lyder hans besked til både politikere og Tour-ledelsen.